KL: Chikane og trusler mod politikere er helt uhørt

Der vil blive igangsat en undersøgelse for at finde løsninger på problemet, oplyser Kommunernes Landsforening.

Sekretariatschef i KL, Solvejg Jakobsen, fortæller, at man vil gå i gang med at finde løsninger på problematikken snarest muligt.

Det kan ikke være rigtigt, at politikere i et demokrati som Danmark udsættes for chikane og trusler og ikke kan gå ugeneret rundt. Det mener Kommunernes Landsforening.

- Det er rigtig alvorligt og helt uhørt, siger Solvejg Jakobsen, der er sekretariatschef i KL.

Meldingen kommer efter, at Hjørrings borgmester, Arne Boelt, er stået frem og fortalt, at han i en længere periode er blevet chikaneret og truet af maskerede mænd. Det kommer efter en anbringelsessag i Hjørring Kommune, og politiet er i gang med at efterforske sagen.

Derudover har en nylig undersøgelse, foretaget af netmediet Altinget, vist, at fire ud af ti politikere oplever chikane eller trusler.

Derfor vil KL sammen med Danske Regioner og Økonomi- og Indenrigsministeriet nu igangsætte en undersøgelse for at få mere viden om problemet.

- Undersøgelsen skal hjælpe os med at komme til bunds i sagen og undersøge, hvilken slags chikane og trusler de er udsat for. Ud fra det skal vi finde ud af, hvad der er de bedste initiativer til at løse det her, siger Solvejg Jakobsen.

Udover undersøgelsen vil KL opdatere den vejledning, der er på området, så kommunalpolitikerne blandt andet kan orientere sig om, hvornår chikane er uacceptabelt og skal politianmeldes.

Også justitsminister, Søren Pape Poulsen (K), er fortørnet over, at chikane og trusler finder sted i det omfang.

- Det er fuldstændig uacceptabelt, og politiet tager den slags meget alvorligt. Det er vigtigt, at vi værner om vores samfund og vores demokrati, siger han i en skriftlig kommentar.

Sidste år gennemførte regeringen en række skærpelser og initiativer på området. Man skærpede blandt andet straffen for trusler, der er begået mod offentligt ansatte og folkevalgte i deres fritid, og som noget nyt gjorde man det strafbart at chikanere offentligt ansatte og folkevalgte.

Facebook
Twitter