Klan dømt for menneskehandel

Ni personer - fortrinsvis rumænere - er blevet dømt i Københavns Byret i den hidtil største sag om menneskehandel med otte involverede kvinder.

Ni personer er netop blevet dømt i den største sag om menneskehandel i Danmark nogensinde.

En rumænsk domineret klan af menneskehandlere blev onsdag i Københavns Byret dømt for at udnytte gadeprostituerede i København.

Lederen af netværket på i alt ni personer, Tudorel Rapaoc, og hans forhammer af en højre hånd, Yilmaz Alp kaldet "Tyrkeren", blev begge idømt tre års fængsel.

Fem andre blev idømt to et halvt års fængsel, heriblandt flere af dem kvinder.

Sejr for anklagemyndigheden

Det er første gang, at det lykkedes politi og anklagemyndigheden at få skovlen under så mange menneskehandlere på én og samme gang, og for anklagemyndigheden er dommen en stor sejr, fortæller politifuldmægtig Line Steffensen fra Københavns Politi.

- Vi er meget tilfredse. Det her er nogle sager, som kan være svære at opklare, fordi de piger, som skal være anklagemyndighedens vidner, ofte ikke har lyst til at udtale sig, forklarer hun til DR Nyheder.

Line Steffensen er særlig godt tilfreds med, at de ni er blevet dømt i forening.

- Det betyder, at de har handlet som en slags organsiation, der har stået bag at få rekrutteret de her kvinder, og få dem herop, siger hun.

Syv udvist

Syv at de dømte har ikke opholdstilladelse i Danmark, og de blev oven i fængselsstraffen udvist af landet. De fleste må aldrig igen plante deres fødder på dansk jord.

Klanen blev dømt for at have handlet med i alt otte kvinder. De blev sendt på gaden omkring Halmtorvet og Kødbyen i København for at tilbyde deres kroppe til forbipasserende københavnere.

Ingen ofre vidnede

Det var meningen, at nogle af otte kvinder skulle have vidnet mod klanen. Ingen af dem dukkede op til retssagen, og ikke engang anklagemyndigheden ved, hvor de er i dag.

Ifølge Line Steffensen skyldes kvindernes tavshed enten at de er bange for bagmændene, men også, at de egentlig synes, at de forhold, de lever under, er udmærkede.

- De vilkår de ville have hjemme i Rumænien er så markant dårligere, at de, selvom de skal aflevere halvdelen af de penge, de tjener, til bagmændene, har det bedre økonomisk ved at være her, siger hun.

Kaldte kvinderne "geder"

Oprulningen af sagen har samtidig givet indblik i et mørkekammer af vold, trusler og ydmygelser af de gadeprostituerede.

Politiet lagde i hemmelighed ører til bagmændenes telefonsamtaler med kvinderne i den første halvdel af 2009, og her føg det med trusler om tæsk, hvis de gadeprostituerede - ofte omtalt som "geder" eller "fisser" - ikke makkede ret.

Facebook
Twitter