Klapsalver og tilråb i retten: Tre mænd frifindes for trusler mod Mette Frederiksen

De tre mænd har nægtet sig skyldige i trusler mod statsministeren, efter at de til en demonstration hængte en dukke op med et skilt.

Sådan så dukken ud. Mændene var anklaget for trusler ved at have hængt dukken op i en lygtepæl - ikke for at have sat ild til den (Foto: Mathias Svold © Ritzau Scanpix)

Der var ikke tale om trusler, da tre mænd til en Men in Black-demonstration i januar sidste år, hængte en dukke op med et billede af Mette Frederiksen (S) med et skilt, hvor der stod: "Hun må og skal aflives".

Det har Retten på Frederiksberg netop afgjort. Det er en enig domsmandsret, som er kommet frem til den afgørelse.

Da dommeren afsagde afgørelsen, kom der store råb og jubel fra de mange tilhørere, som var mødt op i retten.

- Det gør i sig selv ikke en ytring strafbar, at den kan forekomme stødende og aggressiv, og at det er muligt at opfatte den som en trussel om vold, siger han i begrundelsen for afgørelsen.

- Hvis en ytring fremsat ved en demonstration åbenbart og utvetydigt er en trussel, er den strafbar.

- Men hvis ytringen er fremsat på en tvetydig måde, så må hensynet til ytringsfriheden og forsamlingsfriheden inddrages i vurderingen, lyder det fra dommeren.

Retten understregede, at der var tale om en konkret vurdering, og at samme ytring under andre forhold godt kunne være strafbar,

Hør reaktionen fra specialanklager Søren Harbo her:

'Et slag for ytringsfriheden'

Det er en begrundelse, som en af mændenes forsvarer, advokat Ulrik Sjølin, er godt tilfreds med.

Han kalder afgørelsen "et slag for ytringsfriheden".

- Jeg er meget tilfreds med, at man kan sige noget, som har en sammenhæng med det, som man demonstrerer imod, lyder det fra Ulrik Sjølin.

Domsmandsretten har lagt vægt på, at skiltet henviser direkte til de budskaber, som statsminister Mette Frederiksen var ude med i forbindelse med aflivningen af alle mink i Danmark.

Dukken var blevet forberedt i ugerne inden demonstrationen 23. januar 2021. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Domsmandsretten har også hæftet sig ved, at ingen af de tiltalte har domme, der er relevante for denne straffesag. Retten noterer sig, at ingen af de tre ifølge dem selv var med i Men In Black.

Derudover bliver der lagt vægt på, at ytringen var fremsat under en demonstration, hvor statsministeren ikke var til stede.

Fra anklagemyndigheden er specialanklager Søren Harbo mødt. Han skal nu hjem og nærlæse dommen, inden der vil blive taget stilling til, om statsadvokaten vil anke til landsretten.

- Min reaktion er, at det her er en meget, meget grundig dom.

- Vi skal nu kigge på, hvor grænsen går ved, hvornår noget er en trussel, og hvornår noget ikke er, siger han.

Politisk drilleri

De tre mænd har under hele sagen nægtet sig skyldige i anklagerne imod dem.

De mente ikke, at skiltet skulle opfattes som en trussel, der var rettet imod statsministeren.

- Det skulle forstås som et ordspil. Det var politiske drillerier, har den 32-årige tatovør, der udformede skiltet, forklaret i retten.

- Politikere er vant til, at der bliver kastet mudder i hovedet på dem. Det er noget, de står model til.

- Det var ren og skær et politisk symbol.

Også hans kammerat, en 33-årige stilladsarbejder, er enig i, at dukken skulle være politisk.

- Jeg tænkte, det var cool, det kunne man da godt, lød det i retten.

De tre mænd har fortalt, at ingen af dem var en del af gruppen Men in Black, som arrangerede demonstrationen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Den sidste tiltalte, en 36-årig tatovør, var dog allerede på aftenen usikker på, om skiltet kunne misforstås.

Det har han forklaret i retten.

- Det kan godt være, der er nogen, der kan tolke det her forkert, huskede han, at han sagde til de andre.

Han var ikke nervøs for, at der var nogen i befolkningen, der kunne tolke ordlyden som en trussel. Men måske kunne ”en eller anden betjent eller embedsmand, der kunne fluekneppe det”.