Klar opfordring til regeringen: Sænk momsen på frugt og grønt

Et forsøg i dagligvarekæden 365discount viser større salg af sunde varer, hvis momsen var væk.

Momsen på frugt og grønt skal ned, mener flere organisationer og supermarkedskæden 365discount. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Ritzau Scanpix)

Fylder du indkøbskurven med frugt og grønt, skal du slippe billigere. Til gengæld skal der suges endnu flere moneter ud af dit Dankort, hvis du køber usundt.

Sådan lyder forslaget fra flere sundhedsorganisationer, der sammen med Coops dagligvarekæde 365discount vil have regeringen til at ændre momsen for en række fødevarer.

Opfordringen kommer, efter at supermarkedskædens 300 butikker under folketingsvalget kørte et forsøg, hvor priserne på frugt og grønt blev skåret ned med det, der svarer til momsen.

Samtidig kørte butikkerne også en underskriftsindsamling blandt danskerne for at undersøge, om der var opbakning til forskellige momssatser – alt efter hvilke varer man køber.

Under forsøget steg salget af grønt med 44 procent sammenlignet med den tilsvarende periode året før. Samtidig steg salget af frugt med 23 procent.

Mere sundt i indkøbskurven

Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Diabetesforeningen er de tre organisationer, der sammen med Coop-kæden vil have sænket momsen på sunde fødevarer.

- Det gør vi, fordi vi gerne vil skabe de bedste muligheder for danskerne for at kunne leve sundt. Vi ved, prisen har en stor betydning for, hvad vi putter i indkøbskurven. Og det her er et skridt i den rigtige retning, siger Natasha Selberg, der er ernæringsfaglig chefkonsulent i Hjerteforeningen.

Hun understreger, at det er vigtigt, at priserne på de usunde varer samtidig stiger, fordi man ellers risikerer, at de penge, man sparer på sund mad, bliver brugt på slik og kager.

Samtidig peger hun også på, at forskellige momssatser på sund og usund mad vil forbedre sundheden hos en helt særlig gruppe.

- Ved at reducere momsen ved vi, at det vil gøre godt for nogle af de mest prisfølsomme forbrugere. Det er også nogle af dem, vi kan se på vores sundhedsdata, der har mest brug for den her støtte, siger Natasha Selberg.

Claus Richter, der er administrerende direktør i Diabetesforeningen, forklarer støtten til momsændringerne med, at der kommer flere overvægtige og personer med kroniske sygdomme.

- Det udgør en stille sundhedskatastrofe i Danmark. Alene personer med type 2-diabetes ventes at blive fordoblet over de næste syv år, siger han og peger på, at usunde madvarer næstefter tobak er den største risikofaktor for danskernes helbred, siger Claus Richter.

Men regeringen, der ville kunne indføre en lavere moms på frugt og grønt, er umiddelbart ikke klar på dén idé.

Det siger Socialdemokratiets skatteordfører, Anders Kronborg, der er glad for den nuværende - og i hans optik enkle - momsmodel, hvor man enten er fritaget eller betaler moms.

- En differentieret moms har vi ikke tradition for i Danmark, og det er ikke noget, vi har på bordet for nuværende.

- Jeg forudser heller ikke, at det kommer på tegnebrættet fra regeringen foreløbig, da det også vil have nogle udfordringer i forhold til, hvilke produkter og varer som skal have en lavere moms, siger han.