Klar, parat, på bar! Har du styr på reglerne inden onsdagens genåbningsbytur?

Onsdag bliver der igen mulighed for at komme på bar og værtshus. Men der er ikke fuldstændig fri leg.

Fra på onsdag bliver det igen muligt at komme på bar eller værtshus, men der er fortsat en række restriktioner at have for øje. (Foto: Maria Albrechtsen Mortensen © Scanpix)

Det tegner til at blive liv og glade dage på onsdag, når det igen bliver muligt at mødes i lidt større forsamlinger, tage på restaurant og runde aftenen af på en bar eller værtshus med lidt vådt til ganen.

Hvis man da ikke lige skal på stadion og se fodbold, hvilket også igen er muligt fra på onsdag.

Er det lysten til at komme på bar eller værtshus, der trækker mest i en, så skal man være opmærksom på et par ting i forhold til de nye restriktioner, som altså træder i kraft onsdag.

For det første så gælder der fortsat et indendørs forsamlingsforbud, så man kan altså ikke bare uden videre mødes med hele fodboldholdet til en skål i første omgang. I øjeblikket er det tilladt at mødes fem personer indendørs, men fra på onsdag hæves det så til ti personer.

Der vil ske en gradvis udfasning af det såkaldt lille forsamlingsforbud, så man kan med et par ugers mellemrum stille og roligt udvide festen frem mod 1. august, hvor det helt afskaffes.

Se tabellen herunder fra genåbningens aftaletekst.

Men tilbage til onsdagens tur på bar eller værtshus, hvor man også kan indstille sig på, at det er muligt et være ude til klokken 23. Sidste udskænkning er dog klokken 22, så her kan man med fordel sætte en alarm, så man ikke kommer til at tørste den sidste time.

Bordbestilling på værtshus? Kan det virkelig passe? Måske

Erhvervsministeriet oplyser til DR, at barer og værtshuse umiddelbart er sidestillet med restauranter og caféer i genåbningsaftalen, hvilket betyder, at man som udgangspunkt skal bestille bord, hvis man vil på bar eller værtshus onsdag.

Det står dog ikke skrevet i sten, da ministeriet skal diskutere de specifikke retningslinjer på området med de såkaldte sektorpartnere.

Men hvis ølhunden virkelig glammer, så kan det selvfølgelig ikke skade at forsøge at booke et bord på et værtshus allerede nu, så man er sikret en plads.

Der bliver formentlig rift om pladserne, der under alle omstændigheder bliver begrænsede, da barer og værtshuse også vil være underlagt arealkrav på 2 m2 for siddende servering og 4 m2 for stående.

Derudover skal man have coronapasset med, da man ikke kan nyde godt af servering indendørs, hvis man ikke har en negativ coronatest (der ikke må være mere end 72 timer gammel), man er færdigvaccineret eller hvis man tidligere har været smittet (kræver positiv test i de seneste 2-12 uger).

Hvis vejret tillader det, så kan man til gengæld blot finde sig et bord udenfor, og så er det ikke nødvendigt med et coronapas, mens man fra onsdag desuden kan samle sig i grupper helt op til 50 personer.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk