Er du en af dem, der er på Instagram, kender du angiveligt til hashtagget #SundayFunday. Hvis du ikke gør det, er der sandsynlighed for, at du måske ser det den kommende søndag.
Flere af landets kultursteder kan nemlig igen åbne fra søndag 16. januar, efter at omikronbølgen har holdt store dele af kulturlivet lukket siden 19. december.
Tilbage i december præsenterede statsminister Mette Frederiksen (S) flere tiltag, der skulle begrænse smitten, og som skulle gælde frem til 17. januar. Men flere af de restriktioner ophører allerede på søndag, selvom smittetallene nu er dobbelt så høje, i forhold til dengang restriktionerne blev indført.
Det begrunder Epidemikommissionen, som rådgiver Folketinget om coronarestriktioner, med, at der er lavere risiko for indlæggelser og alvorlig sygdom i forbindelse med omikronvarianten.
Selvom der altså er lempelser på vej, så kom det tidligere i dag frem, at dit coronapas’ gyldighed bliver forkortet, hvis du kun har fået to stik med vaccinen.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortalte, at der er politisk opbakning til, at coronapasset kun lyser grønt i fem måneder efter andet stik. Før var det planen, at passet skulle gælde i syv måneder efter stik nummer to.
Der vil stadig være krav om coronapas og mundbind flere steder.
Du kan få overblikket over de nye lempelser her:
Biografer, teatre og spillesteder
Hvis du skal se film, så behøver det ikke længere forgå hjemme i sofaen foran tv’et eller på din bærbare computer.
Biograferne skal nemlig i gang med at poppe popcorn og vise film igen fra søndag. Også teatrene kan flå tæppet til side.
Spillestederne får lov til at åbne, men det bliver med begrænsninger. Koncerterne skal foregå siddende, og publikum skal beholde mundbindet på under koncerten for at begrænse smitten. Af den grund kan der stadig ikke gennemføres stående koncerter.
Kulturministeren Ane Halsboe-Jørgensen (S) fortalte, at sundhedsmyndighederne havde indstillet til, at der ville komme et loft på 350 siddende gæster på kulturstederne. Men efter dialog med kulturbranchen går man efter et loft på 500 gæster, hvilket der stadig forhandles om.
Det skal dog ske med siddende publikum, og så skal du have mundbind og coronapas med.
Ifølge Venstres Jan E. Jørgensen er der dog et flertal i Epidemiudvalget, der mener, at det skal være muligt at samles flere end 500 til indendørs arrangementer, hvis folk ikke bliver blandet.
Med flertallet bliver regeringen nødt til at give sig, siger han.
- Der er et flertal i udvalget, der ønsker, at man for eksempel i en stor sportshal kan sidde 500 på den ene langside og 500 på den anden. De smitter jo ikke hinanden henover håndboldbanen.
Museer, akvarier og indendørs sportsarrangementer
Er du træt af det sølle januarvejr, så kan du fra på søndag besøge museer og kunsthaller for at få lidt visuelt spræl for øjnene.
Hvis du vil ind og se, hvad der er af dyreliv i havet, så kan du også det. Akvarierne må nemlig også åbne igen, lød det på pressemødet.
Indendørs idrætsarrangementer, hvor der kræves billet, kan du også tage til, men dér lægges der også op til at begrænse antallet af siddende gæster.
Du skal dog have styr på dit coronapas og have mundbindet med.
Foredrag, højskoler og kirker
Har du lyst til at få lidt inspiration fra andre ved at tage til et foredrag, på kursus eller på højskole, så er der også mulighed for det. Folkehøjskoler, kulturhuse, aftenskoler og folkeuniversiteter kan igen åbne fra søndag.
Desuden bliver arealkravet i folkekirken ophævet.
Der forventes dog også at være en begrænsning på 500 siddende gæster, når det foregår indendørs. Ligesom andre indendørs aktiviteter, skal du også have mundbind og coronapas med her.
Udendørs forlystelser
Flere udendørs aktiviteter kan åbne igen, så hvis du på søndag vil se på eksotiske dyr, så kan du igen tage i zoologisk have.
I Zoologisk Have i København glæder man sig allerede over åbningen.
- Vi havde gerne set, at der slet ikke var nogle restriktioner. Men sådan som situationen er lige nu er det klart, hvis bare man kan få lov at åbne - selv med de restriktioner der er - så er vi rigtig, rigtig glade, siger presse- og kommunikationschef Jacob Munkholm Hoeck ifølge Ritzau.
Du kan også tage i forlystelsesparker og få en rutsjebanetur, hvis du har lyst til at få frisk januarluft til kinderne.
Udendørs sportsarrangementer, hvor man sidder ned og har billet, vil også være åbne.
Nattelivet må du vente med
Hvis du havde håbet på at tage i byen natten til søndag, så kan du godt parkere den idé. Nattelivet må pænt vente lidt endnu, og restauranterne må også stadig nøjes med at skænke drikkevarer ud indtil klokken 22.
Desuden skal gæsterne fortsat forlade spisestedet klokken 23. Det fortsætter indtil videre frem til 31. januar, men sundhedsminister Magnus Heunicke (S) understreger, at der dog ikke er nogen slutdato.
Samme gælder også for badelande, forsamlingshuse og spillehaller, der fortsat må holde lukket.