De repræsenterede Danmark ved mesterskaberne. Nogle havde sparket døren ind på ungdomslandsholdene. Andre var på vej til OL.
Men på et tidspunkt sagde de stop. Talentet rakte ikke, en skade satte en stopper for ambitionerne, eller måske forsvandt motivationen bare.
Historierne om at være ung i elitesport er vidt forskellige. Men alle de tidligere talenter beskriver en følelse af tomrum og identitetskrise, der er fulgt efter et tidligt exit fra sporten.
Cykelrytteren: 'Lige pludselig var man en nobody. Bare normal'
Marcus Høyer Urhammer, bilsælger, 23 år
- Jeg havde ikke den der titel mere som 'semiprofessionel cykelrytter'. Nu var jeg bare Marcus. Der var ikke noget specielt. Det var svært at miste al den anerkendelse, man havde fået gennem tiden.
- Jeg udviklede mig meget socialt, efter jeg stoppede.
Svømmeren: 'Jeg endte med at føle mig 'lost' i ret lang tid'
Julie Levisen, jurastuderende, 22 år
- Jeg havde en laaaaang periode på et år, hvor jeg bare var rigtig meget hjemme. Jeg nød bare at tage direkte hjem fra gymnasiet. At smide mig i sofaen. At slappe af for en gangs skyld. At være med, når min mor lavede mad. Jeg var jo slet ikke vant til at være hjemme.
- Jeg har lært, at det skal føles rigtigt i maven. Hvis det føles forkert, så vær kritisk overfor det.
Løberen: 'Jeg var brændt ud i konkurrencesport'
Rasmus Bang Poulsen, studerer til softwareingeniør, 24 år
- Jeg tror, at trænerne var skuffet. De havde større planer for mig, end at jeg bare skulle stoppe.
- Man var jo nok lidt ensom i starten. Og jeg har det som om, at der var noget potentiale, der aldrig rigtig blev udnyttet. Men på den anden side har det jo givet mig en masse erfaringer og noget mental styrke.
Badmintonspilleren: 'Man kommer ud og har ingenting'
Sandra-Maria Jensen, læser suppleringsfag, 25 år
- Man ser alle andre - de studerer eller har et arbejde, og man kommer selv ud og har ikke noget. Og så skal man tage stilling til: Hvad vil jeg nu? Hvad skal jeg nu? Jeg havde hele tiden tænkt, at det skulle være badminton. Så jeg havde ikke tænkt over, hvad jeg ville. Så pludseligt står man i den her: ”Shit mand, hvad nu?”. Det var sindssygt svært.
- Men det var en god rejse. Jeg følte, at jeg lærte, hvem jeg var - som person og ikke som badmintonspiller.
Danseren: 'Hvis jeg kun er danseren, hvad er jeg så, hvis jeg ikke har dansen?'
Mads Juul Petersen, arbejder som tjener, 19 år
- Det var en ekstrem mængde stress at være under, fordi jeg følte at der var så mange forventninger til mig. Jeg fik at vide, at jeg var talentfuld, og jeg havde nogle evner, der ville gå til spilde.
- Mit bedste råd ville være, at man skal forsøge at forene det liv, man har udenfor sporten med ens sportsliv.
Håndboldspilleren: 'Der var en mangel i tilværelsen, da jeg stoppede, og det synes jeg måske stadig, der er'
Alexander Vestergaard, lærervikar, 19 år
- Det har været virkelig udfordrende, fordi man skal have et tomrum fyldt ud. Sådan lidt en meningsløshed. Det der med at have et formål, og hvorfor gør man sine ting, som man gør. Tidligere var svaret at være professionel håndboldspiller. Nu er der ikke noget overordnet mål længere, som der var i håndboldtiden.
- Det skader ikke at tage tre måneder eller et halvt år uden sin sport. Og hvis man er i tvivl, skal man have en afklaring på det, fordi motivationen er væsentligt lavere, når man render rundt og er i tvivl.