Klimademonstrationer i 19 danske byer: Tusindvis går på gaden

Klokken 12 i dag vil danskere i hele landet demonstrere for at få sat gang i klimahandlinger.

Tusindvis af danske elever og aktivister forventes på gaden i dag. I videoen ovenfor kan du se billeder fra den globale klimastrejkes første protestaktioner i Australien.

I Australien har tusindvis af demonstranter allerede været i gang i 110 byer landet over.

Og klokken 12 i dag vil 19 danske byer lægge asfalt til, når den verdensomspændende klimastrejke ´FridaysForFuture' rammer Danmark.

For mange skoler vil det sandsynligvis betyde tomme klasser, da mange elever forventes at droppe dagens undervisning til fordel for bannere og slagråb rettet mod politikere og virksomheder.

Det er den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg som har opfordret til demonstrationerne, der finder sted før FN's generalforsamling i New York på mandag.

  • Sydney var en af de cirka 110 byer i Australien, hvor klimaaktivister gik på gaden. (Foto: STEVEN SAPHORE © Scanpix)
  • Klimaaktivister på gaden i Sydney. (Foto: STEVEN SAPHORE © Scanpix)
  • Klimaaktivister klædt ud som blandt andre Peter Plys og Tigerdyret i Colombo, Sri Lanka. (Foto: DINUKA LIYANAWATTE © Scanpix)
  • I Bangkok i Thailand lavede klimaaktivister denne event, hvor de spillede døde. (Foto: Soe Zeya Tun © Scanpix)
  • I Hong Kong marcherede demonstranter på gaden med skilte i protest over manglende klimahandlinger. (Foto: PHILIP FONG © Scanpix)
1 / 5

Forventer 'radikale klimahandlinger'

Og forhåbningerne til demonstrationerne er store. Det fortæller klimaaktivist og medkoordinator i FridaysForFuture Selma Montgomery.

- Jeg forventer, at vi kan være med til at skubbe Danmark og verden i en grønnere retning ved at bruge vores demokratiske ret til at demonstrere. Og så forventer jeg, at det resulterer i radikale og ambitiøse klimahandlinger, siger hun.

Hun tør ikke sætte tal på, hvor mange der vil deltage i dagens demonstrationer.

- Men jeg håber, at alle, der bekymrer sig om klimaet, dukker op i dag.

Klimasnak i New York

Udover klimademonstrationer verden over er tusindvis af unge samlet i New York denne weekend for at diskutere klima.

Håber er at få politikere og virksomheder verden over til at sætte mere fart i initiativer til at stoppe klimaforandringerne.

Der er også planlagt klimademonstrationer næste fredag med arrangementer i Aarhus og København.