Klimaforandring kommer på skoleskemaet i Danmark

Danmark bliver det første land i Europa til at uddanne kandidater i klimaforandringer.

(Foto: Colourbox)

Klimaforandringer er ikke længere en by i Rusland.

En alarmerende stigning af naturkatastrofer, klimaflygtninge og issmeltning fortæller, at forandring har gjort sin klare - og skræmmende - entre.

Alvoren af klimaforandringer kommer nu også på skoleskemaet hos Københavns Universitet (KU), der som det første universitet i Europa vil uddanne kandidater i klimaforandring.

- Klimaforandringer får større og større betydning. Derfor er det vigtigt, at der bliver uddannet kandidater i klimaforandringer, der kan være med til at adressere de udfordringer, klimaforandringerne medfører, siger Niels Elers Koch, institutleder for Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved KU.

Med den toårige kandidatuddannelse ønsker KU at udklække klimaeksperter, der kan bygge bro mellem naturvidenskaben og samfundsvidenskaben.

- Med uddannelsen vil vi blande videnskab, antropologi, samfundsøkonomi og samfundsfag. Grunden til det er, at vi ved, at klimaforandringer ikke blot har betydning for naturen, men også for os som mennesker, siger Niels Elers Koch og uddyber:

- Eksempelvis ved vi, at vores bilforbrug betyder en stigning af CO2-udledningen. Men vi ved ikke, hvordan vi adfærdsregulerer, så vi mindsker bilforbruget. Det ønsker vi at se på med denne uddannelse, siger institutlederen.

Selv om uddannelsen udbydes i København, er det KUs klare håb, at klima-kandidaten bliver international.

- Når nu klimaforandringer ses overalt, er det vigtigt, at vi får så mange øjne på denne problematik som muligt. En dansk studerende kan lære noget af en afrikaner og omvendt. Klimaforandringer er universelle, siger Niels Elers Koch.

Undervisningen er på engelsk, og der er plads til 60 studerende, når det første hold begynder til september.

/ritzau/

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter