'Klimakrig' på Black Friday: Power har tilbud i en hel uge. Ikea dropper det

Virksomheder scorer solid goodwill på at gå udenom Black Friday, fastslår ekspert.

Nogle butikker går amok og skyder julehandlen i gang med store rabatter på fredag. Andre dropper forbrugsfesten for klimaets skyld. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Black Friday betyder penge op af lommerne og priskrig. Men til fredagens forbrugsfest udspiller der sig også en anden krig.

På den ene side er der butikkerne, som holder sig til opskriften for Black Friday og sætter massevis af varer på tilbud. På den anden er der butikker, der lader priserne stå. For klimaets skyld siger de.

Hos Elektronikkæden Power har man sågar udvidet fredagens koncept og sætter fuld smæk på tilbud i en hel uge. Selvom virksomheden ifølge direktør Jesper Boysen også har fokus på klimaet. Det fylder faktisk 'rigtig, rigtig meget'.

- Det handler for eksempel om have et køleskab med klimazoner, som betyder, at dine fødevarer holder længere, siger han.

Hos møbelgiganten Ikea sætter man ikke priserne ned. I stedet opfordrer virksomheden til at købe brugte Ikea-møbler på dba.dk i klimaets tegn.

Forbrugsfest med kæmpe omsætning

Der er lagt op til en forbrugsfest af de helt store hos Power, så man får en masse penge i kassen.

- På sådan en Black Friday har vi faktisk 14 dages omsætning på en enkelt dag, siger direktøren.

Der er stor opmærksomhed på, hvordan overforbrug påvirker miljøet. Hvor meget bekymrer det jer?

- Det bekymrer os. Miljø er noget der fylder, rigtig, rigtig meget hos Power, fortæller Jesper Boysen.

- Vi følger den teknologiske udvikling og har et ansvar over for det. Det handler for eksempel om have et køleskab med klimazoner, som betyder, at dine fødevarer holder længere. Det handler om at have det nye TV, som bruger mindre i strøm, siger han.

Så du siger, I faktisk gør en stor og godhjertet indsats for miljøet ved at sælge endnu mere?

- Nej, ikke nødvendigvis ved at sælge endnu mere, siger Jesper Boysen.

Men det er jo det, Black Friday går ud på?

- Det går ud på at gøre et ekstraordinært godt køb. Og det tror jeg, at rigtig mange kunder er glade for, siger han.

Hvornår bliver det interessant for Power at droppe Black Friday, som nogle andre butikker gør?

- Jeg synes, det er dybt sympatisk, at vi er begyndt at snakke om det. Jeg synes, det er positivt, det har taget den drejning. Lige så vel som vi har valgt at følge med udviklingen med Black Friday, så skal vi også følge den tendens, der er med miljø. Og det gør vi, konstaterer Jesper Boysen.

F**K Black Friday

Til gengæld lyder det fra møbelkæden Sofakompagniet ’F**K Black Friday – altid gode priser’.

På virksomheens hjemmeside står der, at man frem til 1. december kan købe et møbel, og så vil virksomheden sørge for, at der bliver plantet 50 træer i Kenya.

Også Ikea dropper tilbud på Black Friday. I stedet opfordrer møbelgiganten til genbrug.

- Vi ved, at genbrug er bedre for miljøet, og vi vil gerne være med til at gøre det bedre, siger Elefteria Cromlidou, Country Commercial Manager hos IKEA Danmark.

Derfor arbjder Ikea sammen med Den Blå Avis, så man på nettet kan købe for eksempel brugte Ikea-møbler.

- Lige nu er der stort fokus på klimaet i Danmark, så vi vil slå et slag for genbrug. Og nu er der mulighed for det, lyder det fra Elefteria Cromlidou.

Ikea vælger dog ikke at boykotte Black Friday i alle lande - for eksempel ikke i USA og Canada.

- Jeg kan ikke udtale mig om andre lande. Jeg kan kun udtale mig om Ikea Danmark, lyder det fra Elefteria Cromlidou.

Men er det så ikke mere en gimmick i Skandinavien, når klimaudfordringerne er globale?

- Nej, jeg synes, vi forsøger at tage ansvar, hvor vi er lige her i Danmark. Her er danskerne meget bevidste om klimaudfordringerne, siger hun.

- Det er en opfordring til danskerne om, at der findes andre måder at forbruge.

Goodwill og signalværdi

Det giver måske ikke lige så mange penge i kassen at droppe Black Friday, som hvis der var gule tilbudslapper på et hav af varer.

Til gengæld ligger der en anden strategi bag den beslutning, fortæller professor Lars Thøger Christensen fra Copenhagen Business School. Han er ekspert i markedskommunikation.

- Der er som bekendt stor fokus på klimaet i disse tider. Derfor kan det potentielt give virksomheder en goodwill at droppe Black Friday og i stedet vise, at man har fokus på klimaet, siger han og fortsætter.

- Samtidig flyder nettet over med en hel masse tilbud i den her uge. Hvis man vil skille sig ud af det støjhav, kan det være en god strategi at trodse strømmen for at få opmærksomhed.

Hvis du vil belaste klimaet mindst muligt, så er det en god ide at shoppe i en genbrugsbutik eller bytte ting med en anden.

Sådan lyder opfordringen fra Charlotte Louise Jensen. Hun er adjunkt på Aalborg Universitet i København og forsker i forbrugsmønstre og hverdagsliv.

Hun ved ikke, hvor meget det påvirker klimaet, at nogle butikker boykotter Black Friday.

- Men det har en utrolig signalværdi at sige, at det vil jeg ikke være med til. Jeg tror, vi kommer til at tænke mere over, om det er nødvendigt at købe det, vi overvejer at købe, siger Charlotte Louise Jensen og tilføjer, at et nej til Black Friday bidrager til en samtale, vi alle bør have.

- Det der med at snakke med hinanden og faktisk stille spørgsmålet 'er det nu nødvendigt?'. Det er virkelig noget, der rykker, siger hun.