Copenhagen Climate Network har gennem artikler i Magasinet Climate og oplæg på konferencer forsøgt at gøre DSB til operatør af den kommende letbane på ring 3 i København. Det viser interne notater og mails til DSB's ledelse, som 21 SØNDAG er i besiddelse af.
"Ved at italesætte den skinnebårne løsning - og at italesætte den som en S-letbane, hvor letbanetogsættene kan svinge ind på S-banenettet (...) bringes DSB tættere på opgaveløsningen som operatør," står der i notatet. Formålet med at promovere en såkaldt S-letbane er ifølge notatet at "reducere antallet af mulige operatører, der kan løfte denne opgave."
Placerede DSB-synspunkter på konference
I oktober 2011 taler bestyrelsesmedlem i Copenhagen Climate Network og ansat i Waterfront Lars Lindskov på nordens største jernbanekonference med over 5.000 deltagere fra 29 lande. Her gør han sig til fortaler for en S-letbane, fremgår det af en artikel om konferencen trykt i et nummer af magasinet Climate med særligt fokus på letbaner.
"Derfor bør idéen om en S-letbane i Ring 3 på Københavns Vestegn undersøges nærmere, idet (...) en letbane, der kan kobles til S-togsnettet vil sænke antallet af skift for den enkelte passager, og det vil automatisk flytte trafik over i den offentlige transport og dermed forbedre klima og miljø," siger han i artiklen.
På konferencen optræder Copenhagen Climate Network som et netværk, der arbejder for at fremme bæredygtighed og miljøpolitik. Ingen steder fremgår det, at de taler på vegne af DSB. Men ifølge det interne notat var det netop hele formålet med oplægget.
"Vi har placeret DSBs synspunkter på en nordisk konference i Sverige forrige uge, og samarbejdet fungerer meget tilfredsstillende," skriver Waterfront i notatet.
Ekspert: DSB manipulerer med danskerne
Når PR-bureauet Waterfront arbejder for DSB under dække af at være et klimanetværk, er det et demokratisk problem, mener medieforsker Mark Ørsten fra Roskilde Universitet.
- DSB er på den her måde er med til at forsøge at manipulere med danskerne og med danskernes opfattelse af, hvad der skal være af trafikpolitiske løsninger i Danmark, siger han.
Hverken Waterfront eller DSB har ønsket at kommentere historien. DSB henviser til, at der er en advokatundersøgelse i gang.