Klimanisse eller ej? Her er 6 tips til en bæredygtig jul

Du kan for eksempel lave en pakkekalender med komplimenter eller købe brugt elektronik med garanti.

Her er tips til en mere bæredygtig jul. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

I morgen tænder vi kalenderlyset for første gang og åbner den første gave i pakkekalenderen.

Traditionen tro har mange også pyntet op med lyskæder i haven og julehjerter i vinduet.

Men måske du skal ændre (nogle af) dine julevaner i år?

Her er tips til en mere bæredygtig jul.

1

Pakkekalender

Du kan for eksempel overraske dine nærmeste med en komplimentskalender. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Hvis du endnu ikke har købt gaverne til årets pakkekalender, så hold igen. Der findes nemlig andre måder at lave en pakkekalender, end at pakke 24 små plastikting ind - købt i det nærmeste supermarked.

Du kan for eksempel overraske dine nærmeste med en komplimentskalender, siger Johanne Stenstrup. Hun er foredragsholder og stifter af livsstilsmagasinet Sustain Daily.

- Du finder noget papir, du alligevel har til at ligge i dit hjem, og så skriver du 24 søde komplimenter. Du kan lægge dem i en skål eller hænge dem på en snor, siger Johanne Stenstrup.

Du kan også lave en pakkekalender af en julebog med 24 kapitler. Hvert kapitel kan du enten kopiere eller hive ud og pakke ind. Eller du kan gå i en genbrugsbutik og købe et stort puslespil eller en pakke lego.

- Og så pakke for eksempel fem brikker fra puslespillet ind til en pakke. Du laver så 24 pakker af den slags, lyder det fra Johanne Stenstrup.

2

Julegaver

Der findes efterhånden mange netbutikker, der sælger elektronik i en god kvalitet med to års garanti. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Giv en brugt julegave. Det er den bedste bæredygtige løsning, mener Johanne Stenstrup. Og det behøver hverken blive en kedelig eller gammel pakke.

- De sværeste at give gaver er nok teenagere. Der er teknologi et kæmpestort ønske. Og der tænker jeg, man skal bruge nogle af de mange muligheder, der findes for at købe brugt elektronik med garanti, siger hun.

Der findes efterhånden mange netbutikker, der sælger elektronik i en god kvalitet med to års garanti.

- Der kan man både få råd til lidt bedre kvalitet og så overraske med for eksempel earpods, et løbeur, eller hvad der står på ønskelisten, lyder rådet fra Johanne Stenstrup.

Genbrugsgaver behøver man altså ikke finde i en genbrugsbutik. Nettet bugner af masser af genbrug i god kvalitet.

- Der har aldrig været så meget til salg brugt. Så man kan tit finde specifikke brands og størrelser brugt, siger Johanne Stenstrup.

Du kan også kaste sig over gaver, der kan give en oplevelse. Det kan for eksempel være til en koncert, biografen, en restaurant eller et madlavningskursus.

3

Gavepapir

Brug for eksempel stof eller tørklæder til at pakke dine gaver ind. (Foto: CLAUS BJØRN LARSEN © Scanpix)

Drop at fylde kurven i supermarkedet med fem af de traditionelle ruller gavepapir. I stedet skal du bruge det papir, du allerede har derhjemme - uanset om der er julemænd på eller ej.

Sådan lyder opfordringen fra Johanne Stenstrup.

- Man kan også, hvis det er små pakker, bruge magasinsider eller avispapir. Det vigtigste er, at man bruger noget, man har i forvejen, siger hun.

Du kan også pakke dine gaver ind i et viskestykke eller et tørklæde.

- Næsten alle genbrugsbutikker har den her kasse med 20 kroners-tørklæder. Og de er skønne til mange forskellige gaver, mener Johanne Stenstrup.

I 2017 lavede affaldsselskabet AffaldPlus en udregning, der viste, at vi bruger 825 ton gavepapir i december måned. Papiret bruges ofte kun én gang, og så er det overfladebehandlet.

4

Pynt

Når det gælder pynt til juledekorationer og julebordet, så er det en god ide at gå på jagt i de danske statsskove. (Foto: JAN JØRGENSEN © Scanpix)

Måske lever du efter Gertrud Sands juleregler og pynter huset op med hjerter og guirlander. Eller måske holder du dig til et par lysende julestjerner i vinduet.

Uanset hvad, så hiver mange af os pynten frem fra gemmeren hver jul. Vi genbruger det år efter år.

- Der er julen jo meget god. Fordi vi hænger det samme pynt op, siger Asger Ebdrup, der er kampagneansvarlig i Danmarks Naturfredningsforening (DN).

Når det gælder pynt til juledekorationer og julebordet, så er det en god ide at gå på jagt i de danske statsskove.

- Man må hente grene, mos, svampe og kogler. Og man må samle ind til det, der svarer til en kurvs størrelse, siger Asger Ebdrup.

Til gengæld må du ikke tage grensaksen med på skovtur og klippe gran og andet pyntegrønt af træer - medmindre træet er væltet (af sig selv).

5

Mad

Tænk over, hvor meget mad du sætter på julebordet. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

10 procent af vores madspild sker i juledagene. Det betyder, at en familie smider mad ud for cirka 1.000 kroner i julen, viser beregninger fra Landbrug og Fødevarer.

- Pas på med mængderne, når du laver julemiddag og julefrokost. Beregn 500-700 gram mad til hver gæst ved bordet, så er det rigeligt, siger Asger Ebdrup.

- Og så er det en god ide at bruge resterne dagen efter.

Hos DN oplever man en stigende interesse for at ændre vaner i julen. 7000 danskere har lavet en personlig klimaaftale gennem DN's hjemmeside klimaklogt.dk. Og halvdelen af aftalerne handler om at halvvere kødforbruget i hverdagen.

- Kødforbruget er en af de helt store klimasyndere. Og vi spiser rigtig meget kød i Danmark. Så er det en god ide at reducere kødforbruget, både af hensyn til klimaet og til vores sundhed, lyder det fra Asger Ebdrup.

Hvis der skal kød på dit julebord, så opfordrer han til at spise fjerkræ, da det udleder mindre CO2 end svinekød.

- Og så lav nogle gode grønkålssalater. Det er et godt alternativ til kød, og grønkålen er typisk fra Danmark, fortæller Asger Ebdrup.

6

Julelys

Hvis man har en gammel lyskæde med glødepære, så er det på tide at skifte den ud med LED-pærer. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hvis du har en gammel lyskæde med glødepærer, så er det på tide at skifte den ud med LED-pærer. For ifølge tænketanken Concito udleder LED langt mindre CO2 end glædepærer.

Og hvis du er den type, som elsker at pakke dit hus og din have ind i lyskæder og blinkende julemænd, så kan du stadig tage hensyn til klimaet, forklarer Asger Ebdrup fra DN.

- Så synes jeg, man skal tænke over, hvilket el-selskab man har. Vælg et el-selskab som har en grøn profil. Nogle investerer for eksempel i nye grønne teknologier.

Julen får også mange af os til at stryge tændstikkerne og sætte gang i stearinlysene. Og det er efterhånden velkendt, at stearinlys udleder sundhedsskadelige partikler. Men man kan begrænse mængden. Ifølge Miljøstyrelsen kan man beskytte lysene mod træk, for så er carbon black-niveauet, som er en indikator for sod, meget lavt.

- Vælg et lys af helt ren stearin eller et af soja, siger Johanne Stenstrup fra Sustain Daily.

- Eller støt for eksempel Kirkens Korshær, hvor de har nogle varmestuer, hvor de dypper gamle rester om til nye lys, siger hun.