Kloge vil kloge med de kloge

Folk med videregående uddannelser foretrækker at være i selskab med andre højtuddannede, og tendensen er voksende. Det viser en undersøgelse i Ugebrevet A4.

Højtudannede foretrækker venner med samme udannelsesniveau som dem selv, viser ny undersøgelse. (Foto: Datarec © Stock.xchng)

Mere end hver anden akademiker har en akademiker som bedste ven. De vil i det hele taget helst omgås andre højtuddannede, og foretrækker at deres børn er i selskab med børn af andre højtuddannede.

Det viser en undersøgelse, som Capacent Epinion har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 2.000 danskere.

Lukker sig om sig selv

Ifølge undersøgelsen er det 57 procent af akademikerne, der giver udtryk for, at deres omgangskreds hovedsageligt består af mennesker med en uddannelse, der er lige så lang som deres egen. For danskere generelt gælder det kun hver tredje.

- I Danmark er forudsætningen for et stærkt venskab, at vi går op i de samme ting og har samme åndelige interesser. Her er uddannelsen en vigtig parameter, især for folk med lange uddannelser, siger etnograf og lektor ved Danmarks Designskole Karen Lisa Salamon til Ugebrevet A4.

Og ifølge undersøgelsen er tendensen voksende, for det er især de yngre akademikere, der søger i selskab med andre akademikere.

Lige børn leger bedst

Ugebrevet A4 beretter således om en fest som gymnasielever på Gammel Hellerup Gymnasium, Øregård Gymnasium og Herlufsholm Gymnasium sammen holdt under overskriften: Lige børn leger bedst.

Og de unge har ikke ideen fra fremmede. Ifølge undersøgelsen foretrækker 33 procent af akademikerne nemlig, at deres børn går i en skole, hvor der overvejende går børn med samme baggrund som dem selv. For danskere generelt er det 22 procent.

Den udvikling bekymrer Erik Jørgen Hansen, der er professor ved Institut for pædagogisk sociologi på Danmarks Pædagogiske Universitet:

- De tal ryster mig. Man skulle da forvente, at veluddannede mennesker var så ressourcestærke, at de ville insistere på et samfund, hvor man blander sig med hinanden. Men det er der åbenbart mange akademikere, som ikke vil. Ikke en gang i ord. Det er skuffende, siger han til Ugebrevet A4.

Facebook
Twitter