Knap hver fjerde er utro: Så lang tid tager det at hele sårene

Efter to år mærker Kirstine Juhl stadig usikkerheden, når hendes kæreste skal på forretningsrejse.

(Arkivfoto) Omkring hver fjerde mand og mere end hver ottende danske kvinde har været deres partner utro. Det viser en ny, stor undersøgelse. (Foto: BERLINGSKE FARVEFOTO © Scanpix)

Knap hver fjerde danske mand og knap hver ottende kvinde har været deres partner utro. Det viser verdens største undersøgelse af seksualitet og sundhed, der netop er udkommet.

Statens Serum Institut og Aalborg Universitet står bag kortlægningen, der blandt andet viser, at en stor del af befolkningen har sidespring inde på livet. Ifølge Sexus, som rapporten hedder, har 23 procent af mændene været deres partner utro mindst en gang, mens andelen af kvinder er 14 procent.

Utroskab er et tillidsbrud, der gør ondt, og som kan tage lang tid at komme over. Det fortæller en kvinde, der selv har oplevet det. Men sårene er ikke umulige at hele, hvis man vil arbejde for det.

1

Kirstine Juhl blev ramt af utroskab for to år siden

Kirstine Juhls forrige kæreste var utro for to år siden. I dag døjer hun stadig med eftervirkningerne, men det er blevet meget bedre. (Foto: Lise Præstgaard © (Privatfoto))

Da Kirstine Juhl mødte sin kæreste for to år siden, spøgte gamle forhold. To af hendes tidligere kærester havde været hende utro og på trods af det nye forhold, kunne hun ikke lægge det bag sig.

- Utroskaben hjemsøgte mig. Og de tanker, jeg har i mit nuværende forhold, er jeg bestemt ikke stolt af, siger hun.

Når hendes kæreste tager i byen eller på forretningsrejse, kan tankerne om utroskab vokse frem hos hende. Derfor kan der være øjeblikke, hvor hun tænker, at han kan gøre det samme mod hende, som de andre gjorde. De gamle erfaringer påvirker dog ikke kun Kirstine Juhl, men også hendes nye kæreste. Derfor valgte de tidligere på året at være med i podcasten ’Parterapi’, hvor de vendte problemet med en terapeut.

Ifølge Kirstine Juhl hjælp det både hende selv og hendes kæreste.

- Det går bedre. Jeg er nok 90 til 95 procent kommet videre. Men det er stadig noget, som jeg skal tænke over og arbejde på hver dag. For utroskab er noget af det mest sindssyge, man kan komme igennem, siger hun.

2

Parterapeut Vigga Wagtberg

Parterapeut Vigga Wagtberg: Hvis den ene holder noget af sandheden tilbage, som bid for bid bliver afsløret, så begynder det at blive rigtig svært at klinke skårene efter utroskab. (© (c) privatfoto)

- Tilliden i et parforhold efter utroskab kan genetableres, hvis begge er ærlige overfor hinanden fra første færd og sandheden kommer på bordet. Men hvis den ene holder noget af sandheden tilbage, som bid for bid bliver afsløret, så begynder det at blive rigtig svært. Eksempelvis hvis det viser sig, at utroskaben fandt sted flere gange, end først forklaret.

- Kommer svesken på desken, så partneren får en fair chance for at sige ja eller nej, så kan man begynde at arbejde på det. Hvis det sker, og man følger mit råd om, at den utro hver eneste dag skal tage initiativ til at tale om det i en periode på en til to måneder, så kan man komme helt igennem det i løbet af et halvt års tid. Det er selvfølgelig meget individuelt. Det hele handler om indstillingen.

- Enten bliver man stærkere som par af utroskab, eller også går man fra hinanden. Det er typisk resultatet for dem, jeg møder i min praksis. Enten bliver utroskaben det, der åbner øjnene for nogle dybere forskelle og problematikker, der gør, at man ikke kan være sammen. Eller også åbner terapiprocessen for nogle sandheder, som i sidste ende gør, at kærligheden og forholdet bliver stærkere, fordi man bliver klogere på hinanden undervejs.

3

Parterapeut Inge Hülsen

Parterapeut Inge Hülsen: Utroskab kan tage alt fra et par måneder at arbejde sig igennem og op til halve år. Det er meget op til parrets villighed til at arbejde. (Foto: (privatfoto) © (c) privatfoto)

- Utroskab gør ondt, fordi det er et tillidsbrud. Et tillidsbrud, der kan ramme en, så det laver et ekko helt ned til det tidspunkt, hvor vi første gang mødte kærlighed i livet. Det er noget, der kan foregå langt nede i vores system og som kan gå ind og ryste personer i sin grundvold.

- Det kan tage alt fra et par måneder at arbejde sig igennem og op til halve år. Det er meget op til parrets villighed til at arbejde.

- De fleste par, som jeg møder, kommer stærkere ud på den anden side. Hvis altså de er villige til at arbejde for det, og det kan være hårdt og tage tid.

- Det hænger sammen med, at der altid er en årsag til, at den ene part vælger at være utro. At der i parforholdet har været noget, der ikke virkede. Der har måske manglet noget. Når der bliver arbejdet med det, så kommer de stærkere, tættere og mere kærlighedsfyldte ud på den anden side.