Ko skudt af politiet på flugt fra slagtehus

Flere patruljer blev sendt til havnen, da en ko var stukket af fra Aarhus Slagtehus.

Koen flygtede lidt før klokken ni i morges. Arkivfoto (Foto: WILLY KURNIAWAN © Scanpix)

Letbanen i Aarhus blev tirsdag formiddag bedt om at indstille kørslen, fordi en ko var stukket af fra Aarhus Slagtehus.

Kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Janni Lundager fortæller, at politiet fik en anmeldelse fra Aarhus Slagtehus kort før klokken ni, der beskrev, at en af deres køer var stukket af og på vej ned mod Sydhavnsgade.

- De beskriver koen som meget aggressiv og potentielt til fare for mennesker. Vi sender derfor straks flere patruljer ned mod havneområdet for at fange koen. I mellemtiden får vi anmeldelser fra flere borgere, der ser en ko løbe rundt på havneområdet og på vej ud mod Marselisborg Havn, fortæller hun.

Klokken 9.42 melder en patrulje, at de har fundet koen omkring Østhavnsvej, og at de har brugt deres tjenestevåben til at aflive den på stedet

- På grund af beskrivelse af koen, at den er aggressiv og til fare for personer, vurderer man, at det er for farligt at forsøge at indfange den.

Koen er afhentet af medarbejdere fra Aarhus Slagtehus.

Politiet er i gang med at undersøge, hvordan koen kunne stikke af fra slagtehuset.

Facebook
Twitter