Københavns Vestegns Politi efterlyser vidner efter seks brande i nat

Både brandvæsen og politi var i morges massivt til stede ved brand i en daginstitution i Herlev.

Branden i Institutionen Dagplejen var en af seks brande i Herlev i nat. (Foto: (C) DR Nyheder)

Politi og brandvæsen er massivt til stede ved en brand i en daginstitution i Herlev.

Det fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Brian Holm her til morgen.

Branden i institutionen Dagplejen på Kommenhaven 15 er en af seks brande, der har hærget i Herlev natten til i dag.

- Vi fik anmeldelser mellem midnat og klokken 02.45 om seks brande. Den seneste i institutionen og de andre i

containere
, der har spredt sig til nogle
køretøjer
, siger han.

Brandvæsenet var i morges stadig i færd med at slukke branden i daginstitutionen, hvor dele er brændt ned.

Brian Holm siger, at politiet endnu ikke har anholdt nogen gerningsmand. Politiet opfordrer vidner, der har set noget, til at kontakte politiet på 114.

Brandvæsenet arbejdede i morges på at få styr på branden i Dagplejen i Herlev.

Borgmester: 'En eskalering'

Brandene har lørdag morgen fået Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), til tasterne. På Facebook kalder han dem "et alvorligt angreb på det Herlev, vi holder af."

Han forklarer, at han som borgmester føler sig nødsaget til at reagere.

- Folk har fået brændt biler af. Vi har et dagplejehus, som nu er udbrændt og ikke kan bruges. Det kommer til at have konkret betydning for folk allerede i dag og børnene i den kommende uge.

- Det er jeg nødt til at reagere på som borgmester. Det er

uacceptabelt
, siger han til Ritzau.

Selv om politiet endnu ikke har fastslået, at der er tale om påsatte brande, peger borgmesteren på, at brandene natten til lørdag ikke er de første de seneste måneder. Nattens brande er en "eskalering", fortæller han.

- Jeg kan jo godt se, at de (seks brande, red.) ikke er opstået ved et lynnedslag. Det her skal selvfølgelig

håndteres
. Om det er de samme personer eller forskellige personer, har jeg jo ingen anelse om.

- Men jeg har en forventning om, at politiet siden i nat vil bruge alle vågne timer på at finde ud på, hvordan det er opstået og hvem der står bag det, så vi kan få det stoppet, siger Thomas Gyldal Petersen.

Lørdag skal kommunen have et møde, hvor den skal finde en løsning for de børn, der nu mangler en daginstitution.

/ritzau/

Facebook
Twitter