København afskaffer lukkeuger i sommerferie

København afskaffer nu igen de to ugers tvungen sommerferielukning i vuggestuer og børnehavner.

Børnehave (© Colourbox)

Forældre med børn i daginstitutioner kan nu glæde sig over, at et bredt politisk flertal har besluttet sig for at afskaffe de to ugers tvungen sommerferielukning i vuggestuer og børnehaver.

Dermed reduceres antallet af lukkedage i København fra 19 dage til 9, og det glæder børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S).

- Som politikere skal vi turde lytte til kritik og blive klogere. Sommerlukket blev aldrig en publikumsfavorit - hverken blandt forældre, pædagoger eller arbejdsgivere, skriver Anne Vang i en mail til Ritzau.

Voldsom kritik

Dermed henviser hun til, at der har været massivt pres på institutionerne efter den tvungne sommerferielukning. Kritikken haglede ned over Københavns børne- og ungdomsforvaltning, da initiativet blev indført.

- Vi indførte ordningen, fordi det var det mindst ringe sted at spare, da vi stod over en massiv genopretning af børneområdets økonomi. Nu er vi i en situation, hvor vi har råd, og jeg er rigtig glad for, at vi igen kan holde åbent hele sommeren, siger hun.

Beslutningen om at indføre 10 dages sommerlukket blev taget i 2010. Besparelserne ved at indføre sommerlukket udgjorde 9,7 millioner kroner. Men nu er det altså op til institutionerne selv at beslutte, om de vil holde åbent i sommerferien.

Bredt flertal

- Ordningen har fungeret godt visse steder. Men jeg har også snakket med forældre, der har været nødt til at holde ferie med deres børn på forskellige tidspunkter på grund af deres job. Så det er det rigtige at afskaffe ordningen, konkluderer Anne Vang.

Det er et bredt flertal bestående af Socialdemokraterne, SF, Radikale, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, der har besluttet at afskaffe de to ugers tvungen sommerferielukning.