København er blandt de otte byer, der er med i opløbet om at blive Europas Miljøhovedstad, når prisen uddeles for første gang til februar. Det skriver Wonderful Copenhagen.
Det er EU-kommissionen, som har stiftet den nye pris, der på engelsk bærer navnet Green City Capital, og Kommissionen vil fremover kåre Europas Miljøhovedstad hvert år.
Byer bliver bedømt på 10 faktorer
I alt har 35 byer deltaget i konkurrencen, og foruden København er Amsterdam, Oslo, Stockholm, Bristol, Freiburg, Hamburg og Münster nomineret.
Bedømmelsesudvalget har ikke kun set på byernes nuværende miljøstatus, men også på hvilke fremtidige aktiviteter, der er planlagt til forbedring af bymiljøet.
Byerne bliver bedømt på deres offentlige transportmuligheder, grønne områder til borgerne, luftkvalitet, støjforurening, affaldshåndtering, vandforbrug, spildevandshåndtering, bæredygtig udnyttelse af jorden, miljøledelse og lokale bidrag til bekæmpelse af globale klimaforandringer.
Når bedømmelsesudvalget har evalueret de otte nominerede byer, vil det præsentere sine anbefalinger for en jury, som udpeger vinderen af konkurrencen. Vinderen bliver offentliggjort den 23. februar 2009.