København får lektiefri skoler

Mange børn i København vil juble, når de hører, at et flertal i Københavns Borgerrepræsentation nu har vedtaget et forslag om at afskaffe lektier på udvalgte skoler.

Lektiefri skoler giver mere tid til leg (Foto: Uffe Weng © Scanpix)

Mange børn i København vil juble, når de hører, at et flertal i Københavns Borgerrepræsentation nu har vedtaget et forslag om at afskaffe lektier på udvalgte skoler.

- Forsøget skal køre i tre år i ni skoleklasser fordelt på fjerde, femte og sjette klassetrin. Hvilke skoler og hvor mange er endnu ikke besluttet. Det afhænger af budgettet, siger børneordfører Rikke Lauritzen, Enhedslisten.

Hvis alt går efter planen, begynder forsøget, der skal gøre lektieløsning til en integreret del af undervisningen, i 2013.

- Det vigtigt, at vi afprøver det på forskellige skoler med forskellig elevsammensætning. Der kan være store forskelle på skoler, derfor er det interessant at se, om skoler med forskellig elevprofiler får det samme ud af lektielæsning, siger hun.

Flere partier imod

Dansk Folkeparti, De Konservative, Venstre og Liberal Alliance er imod forslaget. De frygter blandt andet, at det bliver for dyrt, hvis skolen skal overtage forældrenes rolle med at få børnene til at lave lektier.

I øjeblikket er det i partiernes øjne forældrenes ansvar at sørge for, at eleverne læser lektier, men flere københavnske skoler giver tilbud om lektiehjælp efter skole.

En nylig kortlægning viste ifølge MetroXpress, at de elever, som har mest brug for hjælpen, ikke gør brug af tilbuddet.

Af samme grund bakker Peter N. Allerup, professor på Center for grundskoleforskning på Aarhus Universitet, op om forsøget om en lektiefri skole.

- Det er ikke nogen fordel at tage opgaver med hjem til nogle forældre, som ikke er gode til at støtte eleverne, siger Peter N. Allerup til avisen.

Han slår dog også fast, at man med forsøget skal være opmærksom på ikke at fratage eleverne deres ansvar for at lære.

Facebook
Twitter