København i nattefrost - hvor putter de hjemløse sig egentlig henne?

I København er der folk, der sover på gaden. Også selv om det er bidende koldt.

En hjemløs mand har fundet læ for vinteren, der hærger Danmark i øjeblikket. (Foto: Martin Fält Hansen © Martin Fält Hansen / DR)

Klokken 04.01

Vesterport Station - eller, rettere sagt 7-Eleven. To store kaffe langes over disken, selvom vi faktisk har en termokande i tasken. Kaffe er et livsvigtigt behov, når minus fem grader føles som minus 14 på grund af vinden.

De seneste dage har der været meget fokus på de mennesker, der intet tag har over hovedet og som må overnatte på herberg eller andre steder, der vil tage dem ind.

Men i kolde tider er der trængsel. Flere herberg er overfyldte, og organisationer som Røde Kors har oprettet nødherberg for at huse de hjemløse i de koldeste måneder. Men er alle søgt hen, hvor der er en varm seng?

Flere danskere har doneret gammelt tøj, tæpper og andet kluns, og ovenikøbet har nogle organisationer oplevet, at folk har ringet ind for at melde deres dør åben for dem, der ikke selv har en seng eller et sted at sove.

Alligevel skulle man - har vi hørt og tror vi - stadig kunne finde et par stykker, der af den ene eller anden grund, har måttet se sig nødsaget til at sove på gaden.

Fra Vesterport har vi tænkt os at gå langs Strøget, med afstikkere til diverse kirker og historiske bygninger, deriblandt Rundetårn. Videre til Nørreport, langs de underjordiske gange, der forbinder metroen med s-toge og InterCity-toge, til Hovedbanegården, et stenkast fra vores begyndelsessted.

Med en medbragt termokande kaffe, samt plastickopper, vil vi finde en hjemløs i et vågent øjeblik. Høre vedkommende, hvordan kulden kan overleves.

Ved Vesterport er der ikke nogen, vi umiddelbart kan se, og kulden bider allerede i knoglerne. Så vi haster hen over Rådhuspladsen mod Strøget. For hvis der er et sted, hvor vi begge har set hjemløse gennem tiden, så er det Strøget.

Klokken 04.20

Vores forventning ser ud til at holde stik. Vi når knap nok at påbegynde vores tur op ad Strøget, før der er "bid".

En mand har søgt ly ved indgangen til en valutaveksler, hvor der er læ for den sibiriske vind. Han har en jakke på, hovedet er skjult af hætten, soveposen er trukket op til hagen, vognen med ejendelene er parkeret bagved og en tom ølflaske vipper i sidevinden.

Han bevæger sig heldigvis - om det er i søvne eller bare for at få varmen er ikke til at sige.

Han er ikke til at komme i kontakt med. Om han ikke forstår os, sover eller bare vil være i fred, det spørgsmål forbliver også ubesvaret.

Mens vi holder "øje" med ham går to engelsktalende, unge mennesker i 20'erne forbi os, en dreng og en pige. De trækker deres cykler, slingrer en smule, de er i efterfeststemning og snakker om løst og fast. Deres samtale forstummer i fire sekunder, da de ser manden - og så fortsætter den, som om de slet ikke har set ham.

Hjemløse i Danmark

  • I 2017 blev der registreret i alt 6.635 hjemløse borgere. Det er en stigning på 8 pct., svarende til 497 personer, siden den forrige kortlægning i 2015.

  • Udover de 6.635 personer er der også registreret en gruppe på 438 hjemløse migranter uden fast ophold i landet. Denne gruppe kan dog sagtens være større.

  • Ifølge kortlægningen var der 648 personer, der overnattede på gaden, i trappeopgange eller lignende i uge 6 i år 2017. Det svarer til cirka hver tiende, hjemløse borger.Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Lige for øjeblikket er vi de eneste, der er på udkig efter hjemløse. Men der er andre mennesker, der har til opgave at finde personer uden hjem, som måske er faldet i søvn på gaden.

En af dem er Lisbeth Ploug. Hun er sygeplejerske i Psykiatrisk Gadeplansteam ved Region Hovedstadens Psykiatri og arbejder blandt andet med opsporing og behandling af psykisk syge hjemløse i København.

Ligesom herberg, natcaféer og andre steder, der tilbyder at huse dem for en stund, oplever hun og hendes kollegaer øget travlhed når det bliver rigtig koldt.

- Lige nu er der flere under tag, og der er flere, der åbner op for pladser hos de steder, som vi samarbejder med. Så det gør også, at vi får flere henvendelser, siger hun.

Hun forklarer, at der ikke er én særlig gruppe af hjemløse, der sover på gaden.

- Nogle af dem kan eksempelvis være udlændinge, der opholder sig ulovligt og som derfor ikke har ligeså nem adgang til et herberg som andre hjemløse. Andre vælger det måske selv, hvis de føler sig isolerede fra resten af samfundet.

Mange herberg tillader ikke, at de hjemløses hund må komme med ind i varmen. (Foto: Martin Fält Hansen © Martin Fält Hansen)

Klokken 04.50

Mens fotografen og jeg går langs Strøget, begynder vi at lave flere smut- og omveje. For vi kan se, at der mange steder står en port åben til en baggård eller cykelkælder. Vi prøver at orientere os i mørket, prøver at se om der skulle ligge en person i et øjebliks fred.

Måske var manden ved begyndelsen af Strøget en enlig svale. I tre kvarter har vi gået, uden så meget som at se antydningen af en sjæl, der har lagt sig til at sove på gaden.

Uanset hvilken vej vi vender hovedet, rammer den kolde vind os i ansigtet, som en snebold fra en blind vinkel i skolegården. Udover et par utåleligt morgenfriske postbud, er det som om, vi er de eneste mennesker, der opholder os i Indre By på denne her tid af natten. Fotografens fingre er ved at fryse til is, da han tænder en cigaret, mens vi tager en pause ved Illums Bolighus.

På vej hen mod Rundetårn får vi pludselig øje på en sovende skikkelse i læ af en kirkelignende bygning. Da vi nærmer os kan vi se, at han er omgivet af to halvstore hunde - måske tre. De ligger i en bunke af tæpper, dyner og soveoser, lige nøjagtigt uden for lyskeglens afslørende rækkevidde.

Idet vi går endnu tættere på, løfter den ene hund hovedet og knurrer sagte af os. Vi tager en hurtig beslutning og går videre den anden vej.

Lisbeth Ploug fra gadeplansteamet giver en mulig forklaring på de manglende hjemløse på gaden i nat.

Hun fortæller nemlig, at de hjemløse har et sammenhold og hjælper hinanden med at finde de gode steder til at dække søvnbehovet.

- Det er mit indtryk, at de hjemløse er gode til at fortælle hinanden, hvor det er muligt at overnatte henne. Det går meget fra mund til mund, siger hun.

- Og så er det også mit indtryk, at en del af dem, der sover ude, putter sig lidt rundt omkring. Før kunne de sove på togstationer, men der er kommet flere vagter, der låser af. Det er blevet meget sværere, så der er flere, der går ned i cykelkældre, i opgange og gårde rundt omkring.

Flere organisationer har oplevet en stor interesse fra befolkningen, der vil hjælpe de hjemløse. Ligesom dem har Lisbeth Ploug og de andre i Psykiatrisk Gadeteam også kunnet tage og føle på opmærksomheden.

Den kan dog vise sig at være midlertidigt.

- Jeg har da selv modtaget nogle poser med tøj til at fordele blandt de hjemløse, jeg har kontakt til. Så jeg synes, der er stor opmærksom lige nu. Og det er jo godt. Men jeg tror opmærksomheden falder igen, når det bliver lidt varmere. Det er jo mest kritisk, når folk kan dø af at sove udenfor, og derfor er der også mere opmærksomhed.

Klokken 05.25

Ved Rundetårn havde vi nærmest forventet at snuble i hjemløse. Men der er ingen. Heller ikke de steder, hvor vi ved, at der opholder sig hjemløse i dagslys.

Det samme scenarium sker ved Nørreport Station. Og det sker ved Hovedbanegården.

Der er mange baggårde og cykelkældre, hvor enten vinden, glemsomhed eller desperation har ladet døren stå åben. Men der er ingen spor efter dem, som vi forventede skulle sove derinde.

Vi havde regnet med - frygtet, om man vil - at vi på vores rute ville se langt flere soveposer og dyner. Men til vores overraskelse har der kun været de to tidligere tilfælde, der kunne ses med det blotte, sammenknebne øje. De har i hvert fald skjult sig godt, hvis der skulle være nogen. Larmen fra skraldebilerne, morgenpendlerne og s-togene kan også have skræmt dem væk fra deres gemmested.

Eller endnu bedre: De kan have fundet et varmt sted med en seng stillet til rådighed på et herberg eller en venlig sjæl, der har åbnet sin dør. Man har i hvert fald lov til at håbe.

Facebook
Twitter