København mindes offer for skudangreb foran gerningssted

Københavns Borgerrepræsentation har indkaldt til mindehøjtidelighed. Dræbt og tre sårede æres.

Det var her foran kulturhuset Krudttønden i København, at skudangrebet fandt sted. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Den 40-årige mand, der mistede livet ved lørdagens skudattentat mod kulturcenteret Krudttønden, bliver mandag aften mindet ved en ceremoni på Østerbro i København.

Også de tre kvæstede bejtente vil blive hyldet, oplyser Lars Aslan Rasmussen (S) fra Københavns Borgerrepræsentation på Facebook.

Mindehøjtideligheden finder sted, hvor skuddene ramte lørdag eftermiddag, og samtlige partier i kommunen deltager.

- Vi mødes foran krudttønden til en stille mindehøjtidelighed for offeret og de sårede for det forfærdelige attentat på ytringsfriheden.

- Vi står sammen på tværs af politiske skel for at værne om ytringsfriheden og det frie ord, står der i invitationen, som er sendt ud via Facebook.

Stadig intens menneskejagt

Der foregår stadigvæk en intens menneskejagt på en mand, som, politiet mener, kan have forbindelse til angrebet.

Sagen bliver efterforsket som et terrorangreb, har både politiet og PET oplyst.

Samtlige af landets politikredse er bedt om at holde ekstra øje med mistænkelig adfærd, ligesom både svensk og tysk politi hjælper til i jagten på manden ved grænserne til Danmark.

Ifølge en lydoptagelse, som BBC er kommet i besiddelse af, blev debatarrangementet på Krudttønden om kunst, blasfemi og ytringsfrihed brat afbrudt af massive skudsalver. Mindst 40 skud lød.

Skuddene kom udefra og ind mod bygningen, uden at nogen nåede at trænge ind i bygningen.

Vilks: Angreb rettet mod mig

Politiet arbejder ud fra teorien om, at angrebet kan være rettet mod den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks, der talte ved arrangementet.

Han er uskadt, og siger selv til nyhedsbureauet AP, han var mål for angrebet.

Men politiet har ikke bekræftet det og holder kortene særdeles tæt ind til kroppen. I offentligheden søger de især vidner, som var ved Kildevældsskolen i eftermiddag.

Den efterlyste mand er sidst fanget af et overvågningskamera ved Kildevældsskolen på Bellmanns Alle på Østerbro.

BILLEDER Skuddrama på Østerbro.

  • Skuddene faldt mod Krudttønden omkring klokken 15.30. (© Scanpix)
  • Der blev afholdt debatarrangement om ytringsfrihed i Krudttønden, da skuddene blev affyret. Den svenske tegner Lars Vilks, der tidligere har tegnet profeten Muhammed som en hund, deltog i arrangementet. (© Scanpix)
  • Politiopbud med hunde umiddelbart efter der var blevet affyret skud mod kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København. (© Scanpix)
  • Kriminalteknikere arbejder efter skudepisoden. (Foto: Claus Bjorn Larsen © Scanpix)
  • Området fra Gunnar Nu Hansen Plads til Jagtvej blev afspærret efter episoden. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)
  • En civil blev dræbt og tre betjente såret. (Foto: Lars Rønbøg © Getty Images)
  • Politi med hunde gennemsøger området nær gerningsstedet. (© Scanpix)
  • Politi gennemsøger området omkring gerningsstedet. (Foto: Mathias Øgendal © Scanpix)
  • Stærkt bevæbnet politi gransker området. (Foto: Mathias Øgendal © Scanpix)
  • Tre betjente blev såret og en civil person blev dræbt. (Foto: Claus Bjorn Larsen © Scanpix)
  • Mens kriminalteknikere gennemsøger området, er politiet på jagt efter en enkelt gerningsmand. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)
  • Statsminister Helle Thorning-Schmidt holder pressemøde ved kulturhuset. (Foto: Claus Bjorn Larsen © Scanpix)
  • Tungt bevæbnet politi er mødt op på Østerbro. (Foto: Lars Rønbøg © Getty Images)
1 / 13