København vågner op til store vandskader

To måneders normalnedbør på kun et par timer skabte kaos i København, men ingen er kommet alvorligt til skade

Togtrafikken er hårdt ramt af uvejret. Her er det togskinnerne under Valby Langgade set fra Aalholm Station. (Foto: Kim Anderberg © DR)

Kaos ramte København, da himlen lørdag aften åbnede sine sluser og på et par timer sendte lige så meget vand ned, som der normalt falder på to måneder.

Flere tusinde familier i hovedstadsområdet var natten til søndag uden strøm, hundredvis af kældre var oversvømmet, og Beredskabsstyrelsen har måttet lukke flere oversvømmede vejstrækninger.

Telenettet nede

Dele af telefonnettet er ude af drift, herunder Københavns Politis telefoner. Man kan dog stadig ringe til 112. På bare én time målte DMI flere end 5000 lyn.

Københavns Brandvæsen var indtil midt på natten kaldt ud 120 gange til oversvømmelser og brande forårsaget af kortslutninger, oplyser vagtchef Kim Jacobsen.

- Vi har blandt andet kørt til Rigshospitalet, hvor kældre står under vand, men heldigvis er ingen mennesker kommet til skade.

10.000 uden strøm

Uvejret har medført strømafbrydelser hos cirka 10.000 familier i et bælte fra Bagsværd via Nordvestkvarteret og Valby ned til Hvidovre. Midt på natten var tallet faldet til 4000.

- Vi forventer, at de fleste af dem vil have strømmen tilbage ved 06-tiden søndag morgen, fortæller Dongs pressetalsmand Andreas Krog.

Tivoli evakueret

I Tivoli blev hele haven evakueret, og Palads biograferne måtte ligeledes sende publikum hjem midt under forestillingerne, da vand strømmede ind.

Også Copenhagen Jazz Festival blev hårdt ramt og måtte opgive at gennemføre en række koncerter.

Fra vagthavende meteorolog hos DMI, Frank Nielsen, lyder det, at han ikke mindes, at have set noget lignende, efter at lørdag aftens voldsomme skybrud var ved at slippe sit tag i hovedstaden for at rykke vestpå, hvor det sandsynligvis vil aftage noget på sin vej.