Københavns Kommune lukker ny kajakrutsjebane

En ny kajakrutsjebane i Københavns Havn er blevet lukket af kommunen, efter en roer har beskrevet den som livsfarlig.

En sindssyg fed oplevelse som dog kan koste ødelagte ansigter, brækkede lemmer eller i værste fald liv, hvis den bliver brugt.

Sådan beskriver Morten Pedersen, der er erfaren havkajak-roer, en ny kajakrutsjebane, som Københavns Kommune har bygget i Københavns Havn.

"Det var en virkelig fed oplevelse men også meget farlig. For det første ryger man otte eller ni meter om i luften, med 40-50 kilometer i timen før man rammer vandet. Og hvis man drejer til venstre rammer man ind i nogle metalstolper, som holder promenaden oppe, og så kan der nemt ryge en skulder eller et ansigt," siger Morten Pedersen og fortsætter:

"Men ryger man lige ud er der også et par stolper at undvige og ryger man til højre som jeg er glad for, jeg gjorde, så ryger man op på en flydebro, hvilket jo heller ikke er særlig smart."

Du kan se Morten Pedersens forsøg på kajakrutsjebanen i videoen øverst i artiklen.

Arkitekt: Ikke beregnet til havkajak

Det er Klar Arkitekter, der sammen med JDS Architechts har designet rutsjebanen, og her forsvarer Henning Stüben fra Klar Arkitekter sig med, at den ikke er bygget til havkajakker, som er den typekajak, som Morten Pedersen har prøvet turen i.

"Vi havde ikke drømt om, at der var nogen, der ville tage turen i en havkajak, siger han til fagbladet Ingeniøren.

Han fortæller, at der senere er kommet en bred trækant på siden rutsjebanen, så man ikke risikerer at skære sig på en metalkante på vejen ned, hvilket ellers også var et af Morten Pedersens forbehold over for rutsjebanen.

Kommune erkender fejl

Hos Københavns Kommune indrømmer centerchef Jens Zøfting-Larsen fra Teknik- og Miljøforvaltningen blankt, at åbningen af rutsjebanen var en fejl fra kommunens side.

"Det var vores beslutning, at åbne og det er en beklagelig fejltagelse. Vi var ikke opmærksomme på, at den ikke var færdig og klar til åbning. Det er stadig byggeplads og der ligger fortsat nogle pramme i vandet, som lå i vejen. Men da vi hørte om problemerne reagerede vi hurtigt og lukkede den af, siger han.

Kajakrutsjebanen er en del af projektet Kalvebod Bølge som skal give havneområdet ved Kalvebod Brygge i København et løft blandt andet med en ny promenade, som går ud i vandet. Planen er nu at rutsjebanen skal åbne sammen med resten af promenaden senere i august.

"Men inden da skal vi selvfølgelig have en snak med vores arkitekter og se på, hvordan vi kan løse de problemer der måtte være, og det er klart, at vi selvfølgelig ikke kan åbne noget, der er farligt at bruge, siger Jens Zøfting-Larsen.

Kalvebod Bølge indvies - med eller uden kajakrutsjebane - den 30. august.

Facebook
Twitter