Københavns Politi: Christianias fotografer viser ofte en redigeret virkelighed

Politiet afviser påstand om, at der var politielever med under sammenstød på Christiania.

Københavns Politis taskforce Pusherstreet har flere gange været i aktion for at beslaglægge hash på Christiania. Her ses de i forbindelse med en aktion i 2013. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Da Københavns Politis Taskforce Pusherstreet i går rykkede ind på Christiania, udviklede det sig til voldsomme sammenstød. Stavene blev trukket, og det blev filmet af Christianias dokumentarhold, Cadok.

Cadok ikke de eneste, der filmede gårsdagens aktion. Også Københavns Politi medbragte kameraer på hjelmene. Begge optagelser vil indgå i Den Uafhængige Politiklagemyndigheds efterforskning, der er sat i værk, efter mindst én person har klaget over politiets ageren i sagen.

Københavns Politi oplyser, at de vil udlevere videooptagelserner, som de har filmet fra aktionens begyndelse, til efterforskningen. Optagelserne laver politiet, fordi Christinias dokumentarhold ofte redigerer i deres videooptagelser, lyder det fra kommunikationschef i Københavns Politi, Mads Jensen.

- Det er jo langt fra første gang, de laver de her videoer. Vi kan jo se, at de her videoer bliver redigeret. Det vil sige, de sidder og sammenklipper sådan tre minutter. Der har vi ofte oplevet, at de klipper de ting ud af materialet, der viser, de kaster sten eller det er dem, der starter. Derfor besluttede man at for at imødegå det, så har man selv GoPro-kameraer på betjentenes hjelme. Det har jo ofte vist sig, at det taler til vores fordel, siger han til DR Nyheder.

Men selvom optagelserne er lavet, gemt og kan dokumentere hele optrinnet, så er det ikke optagelser, som politiet vil lade pressen eller offentligheden få indblik i, siger Mads Jensen.

- Vi har en principbeslutning om, vi ikke viser det til andre, for der kan jo være nogle taktiske kommandoer og sådan noget, siger han.

Redaktør: Intet at skjule

Samtidig afviser Københavns Politi, at der under gårsdagens aktion deltog politielever fra Politiskolen, som det ellers er blevet påstået fra dokumentarholdet Cadok.

Her medgiver filmfotograf og redaktør Jørn Balther, at optagelserne er redigeret ned. Han tror nemlig ikke, at der er nogen, der vil se råoptagelserne i sin helhed.

- Vi cutter (klipper, red.) det ned i format, så folk kan se det. Hvis vi lægger det hele op, så bliver det kedeligt. Så er der ingen, der gider se det. Det handler om format, siger han.

Men råoptagelserne giver ikke et andet billede end det, der kommer til udtryk i de to minutter og 26 sekunder, som dokumentarholdet allerede har delt på Facebook, siger han.

- Der er ikke noget at skjule.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk