Københavns Politi: Efterladt spædbarn fundet i kritisk tilstand

Den nyfødte pige blev straks indlagt på Rigshospitalet.

En medarbejder i Københavns Kommune fandt i morges et grædende spædbarn på en p-plads i København og kontaktede straks politiet.

- Vi kommer derud og konstaterer, at det er en lille pige. Hun blev straks indlagt på Rigshospitalet og er i kritisk tilstand, som det ser ud lige nu, siger Jesper Bangsgaard, vicepolitiinspektør ved Københavns Politi, til DR Nyheder.

- Det eneste, vi ved, er, at det er en pige, og det ser ud som om, hun er nyfødt. Vi vil meget gerne høre fra nogle, der har set noget, eller som har viden om episoden.

Politiet ved på nuværende tidspunkt ikke, hvor lang tid spædbarnet havde været efterladt på p-pladsen på Hammelstrupvej i Københavns sydvest kvarter, da den lille pige blev fundet omkring klokken 08:40.

Politiet har afspærret området, da der er en efterforskning i gang. En natur legeplads bliver blandt andet undersøgt, og der bliver benyttet politihunde til at snuse efter spor - se billeder øverst.

- Området vil være afspærret nogle timer endnu, skriver Københavns Politi på Twitter omkring klokken 11:30.

Hammelstrupvej grænser op til og løber gennem Valby Parken, og området, som politiet efterforsker, ligger et stykke væk fra beboelse og bygninger.

Danske babyluger?

For kun lidt over to uger siden bad sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) Etisk Råd om at vurdere fordele og ulemper ved etablering af såkaldte danske babyluger - et tiltag, hvor forældre, der ikke ønsker deres barn, anonymt kan aflevere barnet på en sikker måde til sundhedspersonale fremfor at efterlade det.

Sundhedsministerens anmodning er en reaktion på, at partierne bag satspuljen vil have undersøgt, om der kan blive oprettet babyluger i Danmark.

I Tyskland har mødre siden 2000 haft mulighed for anonymt at aflevere uønskede børn i luger. I dag er der over 100 af denne type luger i Tyskland. 500 børn er blevet afleveret siden 2000.

Se hvordan en babyluge fungerer i Tyskland:

Klik på play.

Politi og kommune samarbejder

Siden 2004 er der fundet flere end 10 spædbørn rundt om i landet, som er blevet forladt af deres forældre efter fødslen.

Når et barn er blevet efterladt i Danmark, går der en række processer i gang.

Politiet går i gang med eftersøgningen af forældrene, mens den kommune, som barnet er blevet efterladt i, vil forsøge at finde en plejefamilie eller et spædbarnshjem, hvor barnet kan være midlertidigt.

Hvis ikke det lykkes politiet af finde forældrene, tager den pågældende kommune fat i Statsforvaltningen.

Børnene bliver tidligst bortadopteret, når de er tre måneder gamle, da det er her, man tidligst kan give samtykke til adoption. Læs mere om processen her.