- Et angreb som dette hverken kan eller vil vi acceptere.
Sådan siger chefpolitiinspektør ved Københavns Politi Jørgen Bergen Skov efter den eksplosion, der i aftes rystede indgangspartiet til Skattestyrelsens bygninger på Østerbro.
Det er endnu tidligt i efterforskningen, og politiet har derfor ikke mange oplysninger at gå ud med.
- Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige nærmere om, hvem der står bag eksplosionen. Men vi tager det meget alvorligt og etablerede allerede i går aftes en bred og omfattende efterforskning, siger Jørgen Bergen Skov.
Han opfordrer samtidig enhver, der har set noget mistænkeligt i området eller ligger inde med anden relevant viden, til at kontakte Københavns Politi på telefon 114.
Københavns Politi har oprettet en mobil politistation, som er til stede ved Nordhavn Station, hvor beboere i området kan komme forbi til en snak, hvis de har oplysninger eller er bekymrede efter eksplosionen.
Politiet modtog anmeldelse om eksplosionen i aftes klokken 22.16 og rykkede ud til stedet.
Natten igennem har de været til stede med blandt andet efterforskere og bombehunde, og der er foretaget en række undersøgelser.
Det er dog for tidligt at konkludere noget på den baggrund, oplyser Københavns Politi. Politiet holder dog pressemøde med seneste nyt i sagen klokken 10. Det kan følges direkte her.
Medarbejdere opfordres til at blive hjemme
Både skatteminister Morten Bødskov (S) og direktør for Skattestyrelsen, Merete Agergaard, har siden tidligt i morges været til stede ved Skattestyrelsen.
Her opfordrer de styrelsens medarbejdere til at blive hjemme i dag.
- Vi er mødt ind meget tidligt for at opfordre alle medarbejdere til at blive hjemme i dag, siger Merete Agergaard og fortsætter:
- Jeg har talt med nogle få, som er ligeså chokerede, og som synes, at det er meget voldsomt. Og det kan man jo også se, at det er.
Medarbejdere skal kunne føle sig trygge
Merete Agergaard ved endnu ikke, hvad resten af hendes dag kommer til at byde på.
Men hun gør det klart, at det er en prioritet for hende og Skattestyrelsen, at medarbejderne skal kunne føle sig trygge, når de møder på arbejder igen.
- Vores medarbejdere skal hver eneste dag kunne føle sig trygge, når de går på arbejde. Det skal der ikke være tvivl om, så vi vil læne os op ad politiets vurderinger, siger hun og fortsætter:
- Vi stiller os til rådighed, hvis nogen har brug for en snak. For det har vi fuld forståelse for, at nogen kan have brug for.
Udover at medarbejderne i dag er blevet opfordret til at blive hjemme, forestiller direktøren sig ikke, at eksplosionen vil påvirke Skattestyrelsens arbejde.
- Det er indgangspartiet til Skattestyrelsen, der er skadet. Kontorerne er i al væsentlighed uskadte. Og vigtigst af alt er der ikke sket nogen personskade. Det er jeg meget taknemmelig for, siger hun.