Københavns Politi forlænger forbud mod demonstrationer efter fund af håndgranat og anholdt med pistol

Nye demonstrationer vil udgøre en konkret fare for både offentligheden og enkeltpersoner, fortæller Københavns Politi.

Chefpolitiinspektør Jørgen Skov fra Københavns Politi ved dagens pressebriefing på Politigården i København. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Københavns Politi har forlænget den racismedømte Rasmus Paludans forbud mod at demonstrere i hovedstaden frem til den 23. april.

Politiet vurderer, at nye demonstrationer fra Rasmus Paludan og Stram Kurs vil udgøre en konkret og nærliggende fare for den offentlige fred såvel som enkeltpersoners og offentlighedens sikkerhed.

Det har chefpolitiinspektør hos Københavns Politi, Jørgen Skov, her til aften oplyst ved en pressebriefing foran politigården i København.

Her kunne han også oplyse, at det er en håndgranat, der i dag er blevet fundet på Blågårds Plads på Nørrebro, hvor Rasmus Paludan ville have demonstreret tidligere i dag, der har været udslagsgivende.

Derudover har politiet anholdt en person, der er mistænkt for at være i besiddelse af en pistol og for at forsøge at skyde op i luften.

Politiet vil ikke udtale sig mere konkret om anholdelsen - andet end at den sigtede fremstilles i grundlovsforhør onsdag.

Dog er politiet overbevist om, at både fundet af håndgranaten og forsøget på at skyde op i luften er forbundet til Rasmus Paludans demonstrationer.

Netop afholdt demonstration

Rasmus Paludan har i dag også fået forbud mod at demonstrere af Københavns Vestegns Politi. Partistifteren ville ellers have demonstreret i Bagsværd her til eftermiddag, men det gav politiet ham altså ikke lov til.

Efterfølgende tog han videre til Lyngby, der ligger i Nordsjællands Politikreds, hvor han afholdt en demonstration. Her var politiet massivt til stede, og grupper af moddemonstranter var også mødt op og kastede med fyrværkeri, indtil Paludan blev eskorteret væk.

Tre personer blev anholdt i forbindelse med demonstrationen i Lyngby - to for vold mod politiet, en for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

Stram Kurs havde på forhånd forbud mod at demonstrere flere steder i København frem til i morgen, men grundet de seneste dages uroligheder, forlænger Københavns Politi nu det forbud til tirsdag den 23. april.

Søndag afholdt den racismedømte provokatør en demonstration på Blågårds Plads, der medførte uroligheder. 23 personer blev anholdt, og biler, cykler og containere blev brændt af.

Rasmus Paludan har anket dommen for racisme til landsretten, da han er uenig i byrettens afgørelse.

Krænker ikke forsamlings- og ytringsfriheden

Forbuddet mod Rasmus Paludan og Stram Kurs vil blive vurderet løbende, og det vil blive ophævet, når den offentlige fred ikke længere er i fare.

Tidligere skrev Københavns Politi også i en pressemeddelse, at politiet har 'inddraget hensynet til den grundlovssikrede ytrings- og forsamlingsfrihed i den samlede vurdering af sagen'.

Chefpolitiinspektør Jørgen Skov understregede på pressemødet, at det ikke er politiets vurdering, at de rettigheder bliver krænket som følge af det nu ugelange forbud.

- Vi er selvfølgelig klar over, at Stram Kurs har forsamlings- og ytringsfrihed og er meget bevidste om det og har vejet det tungt i forhold til vores beslutning, siger han og uddyber:

- Vi har i det lagt vægt på, at Stram Kurs tidligere i politikredsen har haft lejligheder til at gennemføre demonstrationer og handlinger, og derfor føler vi ikke, at deres ytrings- og forsamlingsfrihed i meget væsentlig grad bliver krænket på den her måde.

Rasmus Paludan har ifølge Ritzau tirsdag aften bebudet, at han vil gennemføre en ny demonstration i morgen kl. 15.01 i Bagsværd, når forbuddet i politikredsen udløber.

Opdateret med oplysningen om onsdagens bebudede demonstration.

Facebook
Twitter