Københavns Politi rydder tre lejre med udenlandske hjemløse

22 rumænere er anholdt og modtager hver en bøde på 1.000 kroner.

Politiet har anholdt 22 rumænere i området omkring Ørstedsparken, Sankt Johannes kirken og Vor Frue kirke i København. Arkivfoto. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Tirsdag morgen har betjente fra Københavns Politi ryddet tre lejre med udenlandske hjemløse i hovedstaden.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har anholdt 22 rumænere i området omkring Ørstedsparken, Sankt Johannes kirken og Vor Frue kirke i København.

Alle anholdte bliver sigtet for brud på ordensbekendtgørelsen.

- De sigtes for ordensbekendtgørelsens § 3 stk. 4. og modtager en bøde på 1.000 kroner. De 18 vil blive løsladt, mens fire personer forelægges Udlændingestyrelsen med henblik på udsendelse af Danmark, står der i pressemeddelelsen.

Politi: Aktioner fortsætter

Ifølge Rigspolitiets definition er hjemløselejre steder, hvor "to eller flere personer uretmæssigt har taget midlertidigt eller mere permanent ophold".

Københavns Politi betegner selv de tre lejre som "utryghedsskabende".

Rydninger kommer efter en lignende stor aktion, som fandt sted for lidt under to uger siden. Her blev 26 personer anholdt og tre udvist af Danmark.

Ifølge Københavns Politi bør borgere blive ved med at anmelde lejrene, hvis de fortsætter med at skabe utryghed i et område.

- Vi vil ufortrødent fortsætte disse aktioner året ud, og vil gerne koordinere vores aktioner, så de målrettes de mest utryghedsskabende steder i byen, lyder det i pressemeddelelsen fra Jacob Søndergaard, der er vicepolitinspektør ved udlændingekontrolsektionen i Københavns Politi.

Ved forrige aktion meddelte Københavns Politi da også, at rydningerne ville fortsætte. En ændring af ordensbekendtgørelsen, som trådte i kraft 1. april i år, har blandt andet været med til at give betjentene nye beføjelser.

- Vi har netop fra et stort flertal i Folketinget fået nye værktøjer, som gør det lettere for os at gøre det så uattraktivt som muligt for disse hjemløse at slå lejr og skabe utryghed og uhumske forhold rundt om i byen, siger Jacob Søndergaard i pressemeddelelsen.

I grafikken under artiklen kan du se, hvilke politikredse der sidste år rykkede ud for at rydde hjemløselejre.