Københavns Politi vil slå til mod el-løbehjul: 'Det har været ragnarok'

Natten til lørdag er 15 personer blevet sigtet for at køre alkoholpåvirket på el-løbehjulene. Og kontrollerne vil fortsætte den næste tid.

Flere er også blevet sigtet for forseelser som at køre to på ét løbehjul og køre på fortovet, oplyser Københavns Politi. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Det er med at tænke sig om, hvis man fremover har planer om at benytte de el-løbehjul, der er blevet en fast del af trafikbilledet i København.

Natten til lørdag slog Københavns Politi til ved en målrettet kontrolindsats for anden weekend i træk, og sådan vil det fortsætte sommeren over, fortæller politikommissær og sektionsleder hos Københavns Færdselspoliti Peter Veje.

- Det er helt sikkert noget, vi vil fortsætte med, det har vi taget en beslutning om. Vi vil måske satse på hver weekend, mens det daglige personale også har det som fokusområde, siger han.

Ved seneste kontrol, som fandt sted fredag aften og natten til lørdag, blev 15 personer sigtet for spirituskørsel på el-løbehjulene. Yderligere var der 30 andre sager med sigtelser af folk på løbehjul. Blandt andet for at køre to på ét løbehjul, for at køre på fortovet eller køre over fodgængerovergange.

- Det er rigtig, rigtig mange, og det er rigtig ærgerligt, at de unge mennesker ikke tager det alvorligt. For når først de unge sidder der, og lægen stikker en nål i armen på dem for at tage blod som bevis på promillen, så går det virkelig op for dem, at den er helt gal, siger Peter Veje.

- De måtte gerne tænke sig mere om, før de kører i alkoholpåvirket tilstand.

Unge kender ikke konsekvenserne

Politikommissæren mener, at det er nødvendigt med den ekstra indsats mod el-løbehjulene først og fremmest på grund af den generelle trafiksikkerhed, men også fordi unge mennesker slet ikke tager det alvorligt at køre på dem i alkoholpåvirket tilstand.

Det falder nemlig næsten under samme kategori som at køre alkoholpåvirket i bil, fortæller han.

Derfor lagde Københavns Politi også ud med en stor informationskampagne i sidste uge, hvor de fortalte om, hvad det indebar at køre alkoholpåvirket, blandt andet at folk ryger med på stationen og får taget blodprøve.

- Vi betragter det som betydeligt mere farligt end cykler, fordi de er motordrevne og sværere at holde balancen på end cykler, så vi er mere intensivt på det. Også fordi det er et nyt færdselsmiddel, som der ikke er fundet en trafikkultur for endnu, siger Peter Veje.

Generel bekymring hos politiet

Derfor kommer den skærpede indsats også på bagkant af en generel bekymring for det nye indslag i den københavnske trafik.

- Det er noget, man kan se med det blotte øje. Bare gå en tur igennem indre by. Det har været ragnarok, hvordan der er blevet kørt.

- Vi vil ikke vente, til der sker et uheld med dødelig udgang, så derfor sætter vi nu ind med oplysning og kontroller, siger Peter Veje.

El-løbehjul er omfattet af de samme regler for spirituskørsel, som gælder for andre motoriserede køretøjer i trafikken. Derfor må man højst have en promille på 0,5, hvis man kører på el-løbehjul.

Kører man spirituskørsel på et el-løbehjul, er bøden i første omgang på 2.000 kroner og i anden omgang på 4.000 kroner. Tredje gang risikerer man fængselsstraf.