Kørte jeg lige med en fuld chauffør? Det mistænker hver fjerde under 35 år

Få gode tips til at undgå, hvordan du ender i en utryg situation.

Hver fjerde under 35 år har været passager i en bil, selv om de havde mistanke om, at føreren havde drukket mere end tilladt. (© (c) Colourbox)

- Hmm, vi aftalte jo, at han holdt sig ædru til festen og kørte hjem....

Mistanken om at chaufføren alligevel har drukket for meget snurrer rundt i dit hoved, men du vælger alligevel at hoppe ind på passagersædet.

Sådan har cirka hver fjerde under 35 år haft det, viser en ny undersøgelse lavet af Plan Gruppen for Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden. For alle aldersgrupper gælder det hver tiende.

Men hvorfor vælger man at køre med i bilen, når man godt ved, at det er ekstremt farligt? Laila Marianne Martinussen har et bud. Hun har forsket i spritbilisme og er i øjeblikket konsulent ved Sektion for Veje, Trafik og Transport på Aalborg Universitet:

- De kender formentlig personen, som fører bilen. Derfor bliver det svært at spørge, "har du drukket lidt for meget?" De burde tage nøglen fra vedkommende og ringe til en taxa, men det bliver svært, når det er en forælder, en onkel eller en god ven, fordi det kan skabe en konflikt.

- Som regel er folk bange for at skabe konflikter, i hvert fald konflikter med folk man som udgangspunktet godt kan lide. Det er nemmere at sige fra, hvis du sætter dig ind i en taxa og mistænker chaufføren for at være fuld. Psykologisk er det ikke lige så nemt, hvis det er en, du kender godt, siger Laila Marianne Martinussen.

Hun mener, at Danmark har "kæmpe store problemer" med spirituskørsel og vurderer, at der er et enormt mørketal.

Planlæg hjemturen

I dag er der stadig spirituspåvirkede trafikanter involveret i hver femte dødsulykke. 38 personer blev dræbt, og 281 kom til skade i spiritusulykker i 2019.

Langt de fleste spirituspåvirkede involveret i trafikulykker er mænd. Næsten halvdelen af dem er mellem 18 og 34 år.

For at undgå at havne i en utryg situation med en påvirket chauffør, bør man før festen, strandturen eller middagen planlægge, hvordan man kommer sikkert hjem, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik.

- Chaufføren, der udpeges, skal hjælpes i løbet af aftenen og have det sjovt uden at falde i og begynde at drikke alkohol. Hvis det gør galt, må man finde en anden måde at komme hjem på. Lad for gud skyld være med at køre med i den bil, siger seniorprojektleder Michelle Laviolette.

Hvis chaufføren ikke lytter og insisterer på at føre bilen, så skal man gribe ind, men forsøg med blødere midler til at starte med, lyder rådet:

- Sig at politiet kan være ude på vejene i stedet for, at der kan ske en ulykke. Men i virkeligheden er det ligegyldigt, hvillket argument man bruger, bare man får stoppet vedkommende. Det kan også være en fordel at hente nogle andre og bringe dem ind i diskussionen, siger Michelle Laviolette.

Flere spritulykker i sommermånederne

Politiet satte i sidste uge gang i landsdækkende spirituskontroller, der kommer til at strække sig over hele sommeren.

Der sker flere spiritusulykker med personskade i sommermånederne juni og juli, end der for eksempel gør i november og december. Alene i juni og juli måned sidste år sigtede politiet 1.272 personer for spirituskørsel.

I politiet er de særligt opmærksomme på, at de unge har en større risikovillighed og oftere står med en mistanke om, at føreren af en bil kan have drukket for meget.

- Vi vil være massivt til stede ude i sommerlandet med spirituskontroller. Det vil både være ved strande, i sommerhusområder og eventuelt i forbindelse med arrangementer.

- Man sætter sig selv i noget nær den farligste situation i trafikken med spirituskørsel. Sandsynligheden for, at det går galt, når føreren har drukket, er voldsomt stor. Helt ultimativt mister man livet, siger Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Har du brug for hjælp til alkoholproblemer?

Send en sms med ordet 'alkohol' til 1231. Så vil en rådgiver fra Alkolinjen snarest muligt ringe dig op. Sundhedsstyrelsen og Alkohol & Samfund driver Alkolinjen.

Du kan også ringe til Alkolinjen på 80 200 500. Rådgivningen tilbyder hjælp til personer, der drikker for meget samt til pårørende til en, der drikker.

Facebook
Twitter