Kokain er blevet hvermandseje

Kokain bliver af mange sammenlignet med det at drikke rødvin eller øl eller at ryge.

Kokain har længe været populært hos de unge, de smukke og de rige. Men kokain er ikke længere kun for overklassen.

Det hvide pulver er nemlig blevet hvermandseje, fortæller flere eksperter.

- Folk sammenligner det med, at der også er nogen, der drikker rødvin eller øl eller ryger. Men de sociale konsekvenser og de strafferetslige konsekvenser er nogle helt helt andre, når det gælder kokain, siger politiinspektør Kim Kliver fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC).

Kokain er populært

Danmark er det land i Europa, hvor der bliver taget tredjemest kokain, ifølge tal fra EU.

Sundhedsstyrelsens seneste rapport om narkotikasituationen i Danmark viser ellers, at kokainforbruget blandt unge efter flere års vækst nu er faldet marginalt.

Men i modsætning til andre lignende stoffer, så er kokain udbredt blandt voksne. Hele 38 procent af forgiftninger på grund af kokain rammer folk over 30.

På skadestuen på Hvidovre Hospital oplever personalet tydeligt, at almindelige danskere også tager kokain.

- Vi ser tømreren, advokaten, den studerende, husfaderen og husmoderen, siger ledende sygeplejerske Annette Gyldengren.

På vej mod accept

Måske er kokain ved at blive accepteret som rusmiddel. Center for Rusmiddelforsknings rapport 'Stoffer i nattelivet', der analyserer unges syn på narkotika viser, at de unges opfattelse af kokain er markant anderledes end andre hårde stoffer.

- Kokain står på denne her vippe. Det er ikke et accepteret stof, men det kan det blive. Derfor skal vi være opmærksomme på, hvad der sker med stoffet i vores samfund, siger en af rapportens forfattere, lektor Jakob Demant.

Der findes ingen præcise tal for, hvor mange, der har prøvet kokain. Sundhedsstyrelsens seneste undersøgelse peger på, at omkring 2,5 procent af danskerne mellem 16 og 44 år har prøvet stoffet.

Facebook
Twitter