Kokain har gjort livet på Istedgade mere råt

Misbrugermiljøet på Istedgade er blevet mere psykotisk, efter kokain er blevet det førende stof, siger ansat på Mændenes Hjem.

Mændenes hjem ligger midt på Vesterbro, der generelt er kendt for er råt stofmiljø. (Foto: Eskil Thylstrup © DR Nyheder)

Hårde stoffer har været en del af miljøet omkring Mændenes Hjem på Istedgade i flere årtier, men siden kokainen har overtaget førertrøjen fra heroinen, er stofmiljøet blevet betydeligt hårdere.

Claus Davidsen arbejder i Herberget på Mændenes Hjem. Han elsker sit job her i 'lorteherberget på lortegade', som han kalder det.

Han har arbejdet her i 18 år, og han har fulgt udviklingen i stofmiljøet på Vesterbro - et miljø der bliver hårdere og hårdere, fortæller han:

- Tidligere var brugerne her på Mændenes Hjem fortrinsvist ramt af alkohol og tunge sociale problemer. Så kom heroinen, som indtil omkring årtusindeskiftet var det foretrukne stof på Vesterbro. I dag er det en heftig blanding, hvor kokainen er det dominerende stof, fortæller Claus Davidsen.

Kokain giver kort lunte

I grove træk kan man sige, at heroin får brugeren til at slappe af, mens kokain får brugeren op at køre. Bruger man kokain på daglig basis, får man hurtigt en ekstremt kort lunte, forklarer Claus Davidsen:

- På grund af kokainen er frustrationerne blandt vores brugere blevet større, og det har skabt et mere psykotisk og aggressivt miljø her omkring Mændenes Hjem. Det er ikke ualmindeligt, at der bliver brugt knive og andre slagvåben, når der er slagsmål ude foran huset. Så det er ret voldsomt i forhold til før i tiden.

En anden faktor, der medvirker til det hektiske miljø blandt kokainbrugerne er, at kokainens virkning er meget kortvarig.

- Det, der er så forbandet med kokainafhængighed, er, at man skal have det hele tiden. Jo mere man tager, jo kortere er virkningen. Så flere af vores brugere kan fortælle, hvordan de sidder med nålen i armen, samtidig med deres tanker kredser om, hvordan de skal få fat på det næste fix, siger Claus Davidsen.

Den psykiske afhængighed

I herberget, hvor Claus og hans kollegaer arbejder med at få beboerne videre i enten behandling eller egen bolig, oplever de, hvordan stofferne - og i særdeleshed kokainen - gør det svært for deres brugere at komme videre.

Det særlige ved kokain er nemlig, at den psykiske afhængighed langt overstiger den fysiske.

- Vi ser folk, der har været fængslet eller i behandling over en lang periode, og som for længst er kommet ud af deres fysiske afhængighed. Men når portene åbner, er der alligevel kun én ting, der rumsterer oppe i deres hoved, og det er at komme ind i Istedgade og få noget kokain, siger Claus Davidsen.

Drømmen vs virkeligheden

Selvfølgelig er der også succeshistorier, hvor herbergets beboere kommer videre og bliver stofferne kvit.

Men det er ikke let at få det til at fungere, fortæller Bambi, der lige er flyttet tilbage til Mændenes Hjem efter halvandet år i egen lejlighed.

- Det er dejligt at have sin egen lejlighed, men når man står der og stadig har et misbrug og andre sociale problemer, så er det sgu svært at klare sig alene. Og hvad skal man lave? Det er jo meget hyggeligt at se TV, men det kan man ikke gøre hele dagen. Man mangler den larm og spænding, der er herinde, siger Bambi.

Claus Davidsen bekræfter, at det er svært at flytte i eget hjem efter et liv som misbruger, hvor man ikke har lært at klare et ’almindeligt liv’.

Han vurderer, at over 90 procent af de brugere, han sender videre i egen bolig eller i behandling, før eller siden får tilbagefald.

Men selv om opgaven med at hjælpe herbergets beboere videre i livet nogle gange kan føles som et sisyfosarbejde, så er Claus Davidsen aldrig i tvivl om, at hans job giver mening.

- Her på herbergets lille kontor er der altid kaffe på kanden. Vi har en aftale om, at alt administrativt arbejde ophører, når en beboer kommer ind og vil snakke - for man ved aldrig, hvornår der er hul igennem og beboeren er modtagelig for en motiverende samtale.

- Det er de lange seje træk, der gør, at vi i sidste ende kan rykke ved ting. Og det er det hele værd, når det lykkes, og vores beboere kommer videre i egen bolig eller et døgnbehandlingsforløb, afslutter Claus Davidsen.

Bambi har ønsket at være anonym, men redaktionen kender hans rigtige navn.

Fakta om Mændenes Hjem

  • Mændenes Hjem har ligget på Vesterbro siden 1910 og tilbyder en række social- og sundhedsfaglige ydelser til mennesker, som er hjemløse, stofbrugere eller på anden måde udsatte.

  • Mændenes Hjem er delt op i et kontaktsted, et herberg med 27 værelser, der tilbydes hjemløse mænd med misbrugsproblemer, en boenhed med ti værelser til folk, der af forskellige grunde ikke vil have gavn af at komme i egen bolig eller behandling, samt et bofællesskab med otte pladser til folk, der har psykiske problemer kombineret med et misbrug.

  • 6-800 personer bruger organisationens tilbud hvert døgn.

Kilder: Mændenes Hjem

Facebook
Twitter