Kolding anbefaler børn ned til 1-års-alderen at blive testet: Et overgreb hver gang, siger overlæge

Selvom barnet ikke lider fysisk overlast, kalder overlæge det for en dårlig idé.

Kolding Kommune opfordrer børn helt ned til et år til at lade sig teste. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Kolding Kommune opfordrer nu til, at børn helt ned til 1-års-alderen lader sig teste for corona.

- Vi opfordrer forældrene til at teste deres børn. Vi vil gerne understrege, at det selvfølgelig er frivilligt, men baggrunden er, at vi kan se på smitten, at den også rammer de mindste børn, siger børne, uddannelse- og arbejdsmarkedsdirektør i Kolding Michael Petterson til DR.

Opfordringen kommer, efter at smitten i byen er steget voldsomt, og man har tilbagerullet flere af skoleåbningerne i kommunen. Det er Særligt på skoler og daginstitutioner, at smitten har bredt sig.

Tror du, at forældre vil lade deres børn teste på den måde?

- Det ved jeg ikke, og jeg forstår godt, hvis det for nogle forældre er et dilemma. Man skal heller ikke lade sig presse, men tage en god refleksion som forældre om, hvordan man stiller sig til det, siger Michael Petterson.

Overlæge: Ingen fysisk overlast, men traumer på børnene

Selvom børnene ikke kommer til at lide fysisk overlast af processen, så tøver ledende overlæge på børneafdelingen i Holbæk, Annie Ellermann, ikke med at kalde det for en "dårlig idé".

- Enhver undersøgelse på et lille barn er et overgreb, så man skal tænke sig rigtig godt om, siger hun.

Selvom hun også selv foretager podninger af meget små børn på børneafdelingen i Holbæk, så mener hun, at man skal være varsom med det.

- Du kan lave nogle traumer på børnene, siger Annie Ellermann.

Derudover tvivler hun også på, at ressourcerne er der til at teste de yngste. I hvert fald forsvarligt.

- Man risikerer, at børnene bliver skræmt fra vid og sans. Derfor skal man også bruge mere tid og flere ressourcer på at teste så unge børn, så de får et ordentligt forløb, siger overlægen og fortsætter:

- Det kræver nok lidt mere uddannelse, end den almindelige poder har.

Til kritikken fra Annie Ellermann svarer Michael Petterson.

- Jeg er helt enig i, at det er vigtigt at være meget opmærksom på børnene. Det er også derfor, at vi siger, at det er frivilligt, lyder det fra børne, uddannelse- og arbejdsmarkedsdirektøren.

Forældre er positive

Et af de børn, der opfordres til at blive testet er Alfred på halvandet år. Eller måske går opfordringen nærmere ud til Alfreds mor Anne Pipenbring.

Hun er åben overfor idéen om at lade sin søn teste.

Anne Pipenbring er klar til at lade sin søn på halvandet teste. (Foto: DR Nyheder)

- Jeg tror, at det er en nødvendighed. Det kan lyde lidt voldsomt at sige, at man vil putte sit barn igennem det, men jeg vil også gerne have, at han ikke bliver smittet.

Hun har selv lige været i isolation på grund af smitten på Koldings skoler.

- Vi har netop været igennem en isolation, fordi min fars kones datter går på en skole her i Kolding med smitte. Det er faktisk første gang, jeg er ude nu her, siger Anne Pipenbring.

Også Leoni Hornburg Poulsen er klar til at lade sin treårige søn teste.

- Han er blevet testet før, og det er heldigvis gået fint.

Leoni Hornburg Poulsen med sit barn på tre måneder i barnevognen. Derhjemme har hun sin treårige søn.

Hun er ked af, at Kolding nu har indtaget andenpladsen over de kommuner med mest smitte, så nu skal der gøres en indsats.

- Det er da ærgerligt. Det er nu, vi skal passe på, siger hun

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter