Kolding-elever kan få kinesisk på skoleskemaet

Den første skole melder om interesse for at tilbyde eleverne kinesisk som valgfag fra 7. klasse.

Fremover kan elever fra 7. klasse vælge et tredje fremmedsprog. (Foto: Axel Schütt/Scanpix)

Med den nye folkeskolereform er der blevet åbnet op for at tilbyde eleverne kinesisk som valgfag fra 7. klasse. Og det vil Bakkeskolen i Kolding som den første nu begynde at arbejde aktivt for. Det skriver jv.dk.

- I den globale verden, vi lever i, er det vigtigt at kunne kommunikere på fremmedsprog. Og de store markeder i Afrika, Sydamerika og Kina udvikler sig hurtigt. Det er relevant at tænke i det fra folkeskolen og tilbyde kinesisk, siger skoleleder Povl Erik Wolff.

Han mener, at erhvervslivet i fremtiden kun vil øge efterspørgslen på kinesisk-kyndige, der kan sikre gode relationer mellem danske og kinesiske virksomheder.

- De kompetencer, der efterspørges, er kommunikation, og eleverne skal jo ud og arbejde i den store verden, siger Povl Erik Wolff.

Skeptisk lærerforening

Men kinesisk er et uhyre svært sprog at lære, og ifølge formanden for Dansk Sproglærerforening kan det meget vel være skønne spildte kræfter at undervise elever i sproget i tre år.

- Bare for at kunne læse en overskrift i avisen, skal man lære 2.000 skrifttegn. Desuden er udtalen meget svær, og man skal lytte til tonelejet for at finde ud af, om det er flertal, siger Ingrid Stuart, der også påpeger, at det kræver meget udenadslære for at få styr på de kinesiske gloser.

Hun anerkender, at det er spændende med udbredelse af nye sprog, men opfordrer til, at kinesisk integreres i projekter eller emneuger, og at skolerne i stedet fokuserer mere på selve kulturen frem for sproget.

Mulighed for vedligholdelse

Skoleleder Povl Erik Wolff er langt fra så skeptisk.

- Jeg er ikke så nervøs for, at det er for svært. Der vil være elever, der er i stand til at håndtere det her. Men der skal være en sammenhæng med det, man skal efter folkeskolen. Der skal være kontinuitet og mulighed for at vedligeholde det, siger han.

På Bakkeskolen i Kolding vil skolebestyrelsen nu blive orienteret om Povl Erik Wolffs forslag. I sidste ende skal beslutningen tages her.

Folkeskolereform betyder udover muligheden for et tredje fremmedsprog, at eleverne skal have engelsk allerede fra 1. klasse og tysk/fransk fra 5. klasse.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter