Kolding Storcenter er åbnet igen efter trussel

Politiet beklager alt bøvlet, men byder folk inden for i centret igen.

Kolding Storcenter kort efter, at det blev evakueret. Nu er det åbnet igen. (Foto: Jacob Agerholm)

Der opstod en noget hektisk stemning, da Kolding Storcenter over højtalerne her til eftermiddag bad alle om at forlade centret.

Nu er centret dog åbnet igen, efter politiet gennemsøgte centret.

- Så er vi igennem Kolding storcenter. Hundene fandt intet. Lad lige personalet komme ind først, tak. God indkøbstur, skriver politiet på Twitter 16.27.

Kort efter kom endnu et tweet, hvor politiet beklager.

- Vi beklager meget alt bøvlet. Men vi vil jo gerne passe godt på jer, lyder teksten.

Leder efter en person

En ansat i DR var i Kolding Storcenter, da en stemme over højtaleren bad alle forlade centret via nødudgangene. Der fulgte ingen forklaring om hvorfor.

Folk reagerede forskelligt, og mens nogle tog det roligt, blev andre en kende mere paniske.

Adskillige politibiler blev efterfølgende set på motorvej E45 køre mod Kolding med fuld udrykning, mens det lokale politi afspærrede området omkring storcentret.

Politiet leder stadig efter den person, der ringede ind med truslen.

Facebook
Twitter