Kom du ikke ind? Her er de ledige pladser

Der er stadig gode muligheder for at tage en uddannelse for de studerende, der ikke er blevet optaget i første omgang.

Selvom du ikke i første omgang er blevet optaget, er der gode muligheder for at komme i gang med at studere. (Foto: Mads Rafte Hein © DR)

Over 20.000 danske unge har i dag fået besked på, at de ikke er blevet optaget på en videregående uddannelse. Dermed sætter antallet af afviste ansøgere rekord.

Der er dog stadig gode muligheder for at starte på en uddannelse efter sommerferien, viser en opgørelse fra Den Koordinerede Tilmelding, der behandler alle ansøgninger.

Faktisk har 402 forskellige uddannelser stadig ledige pladser. På Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside kan du se en liste over studiesteder, der stadig har ledige pladser.

Hvis du vil søge en af de ledige pladser, skal du tage kontakt til den uddannesesinstitution, som udbyder uddannelsen. De kan fortælle dig, hvordan du skal søge. Vær opmærksom på, at du stadig skal opfylde adgangskravene for at få en ledig plads.

Facebook
Twitter