Kommissær: Danmarks omdømme er på spil

Danmarks internationale omdømme står nu på spil, mener Europarådets menneskeretskommissær. Denne gang kritiserer han desuden Bertel Haarders planer om at opruste kristendomsundervisningen.

Dansk integrationspolitik bygger på frygt. Det dur ikke, mener Europarådets menneskeretskommissær. (© DR)

Danmarks internationale omdømme står nu på spil, mener Europarådets menneskerettighedskommissær, Alvaro Gil-Robles.

Det er kun en måned siden at Europarådets ministerkomite kritiserede Danmark for manglende respekt for mindretallene.

"Der noteres et lag af intolerance i det danske samfund, på den politiske arena såvel som i medierne", hedder det i resolutionen.

"Primitiv nationalisme"

Den spanske jurist Alvaro Gil-Robles følger op, vel vidende at hans tidligere kritiske udtalelser om danske forhold er blevet fejet af bordet at stærkt irriterede, danske ministre.

- En del af Danmark lader sig friste af primitiv nationalisme og forenklede løsninger, som ignorerer de værdier, Europa hviler på. Det er en stor fejltagelse, siger han til Kristeligt Dagblad.

Han er stadig stærkt kritisk over for dansk integrationspolitik:

- Den danske integrationspolitik bygger på frygt for eksempel for at miste den nationale identitet. Men Danmarks nationale indentitet er solid og livskraftig nok til, at den kan overleve mødet med de fremmede, siger han.

Religiøs afsporing

Gil-Robles kritiserede intergrationspolitikken, da Bertel Haarder var minster på området, og nu kritiserer han Haarder for, som undervisnings- (og kirke-)minister, at ville

skærpe
kristendomsundervisningens profil.

- Religionsfaget skal være almendannende og sørge for, at alle elever får en

indsigt
i de tre monoteistiske religioner. At koncentrere religionsundervisningen ikke blot om den kristne, men om den lutherske tro er den forkerte vej at gå, siger Gil-Robles.

Europarådet mener generelt at folkekirkens status og finansiering er kritisabel, men Gil-Robles mener desuden, at undervisningsministerens forestillinger er betænkelige.

- Det handler om, hvordan man optager fremmede i det nationale fællesskab. Skal man være lutheraner for at være dansker, udelukker man alle, der ikke er lutheranere. At klamre sig til religionen er udtryk for manglende tillid til den nationale identitet. Denne identitet har slet ikke brug for at bruge religionen som krykke, siger Gil-Robles til Kristeligt Dagblad.

- Vi kritiserer igen og igen de muslimske lande for at blande politik og religion. Så bør vi ikke gøre det samme i Europa, Hvis det er denne vej Danmark går med sin religionsundervisning, så er vi ved at være ude i noget, der er i strid med de europæiske værdier, siger han.

Facebook
Twitter