Kommunalforsker: Hovedstadsudvalg får formentlig gennemført nul og niks før valget

Regeringen forsøger at genvinde tabt vælgerterræn i byerne, vurderer forsker.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen står i spidsen for regeringens nye udvalg, der forventes at komme med sine anbefalinger senest i starten af 2019. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Efter udflytningsrunder og opprioritering af landkommunerne skal der igen fokus på hovedstaden.

Det er signalet fra regeringen, der i dag har nedsat et hovedstadsudvalg bestående af seks ministerier, der skal undersøge mulighederne for at styrke de storkøbenhavnske kommuner frem mod 2030.

- Der er brug for at bygge bro. Der har dannet sig en kløft mellem hovedstaden og resten af Danmark, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

Men det er ikke den eneste forklaring på, at regeringen nu vil styrke hovedstaden, mener kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch.

- Man må også se det i den sammenhæng, at regeringen og Venstre står svagt i byerne, og der venter et folketingsvalg lige om hjørnet. Det har formentlig også været en væsentlig del af begrundelsen for det her initiativ, siger Roger Buch.

Luksusproblemer

Han understreger dog, at regeringen sagtens kan have et helt oprigtigt ønske om at gøre noget ved problemerne i hovedstadsområdet – men at hensynet til vælgerne formentlig fylder mest.

- Der er også problemer i hovedstadsområdet, men de handler i virkeligheden om, at det måske går lidt for godt. At man har for meget tilflytning og for mange nye arbejdspladser, så det er på sin vis luksusproblemer.

En lang række hovedstadskommuner har tidligere kritiseret, at regeringen glemmer hovedstaden. Men de nye regeringsplaner skyldes hverken, at man har negligeret de storkøbenhavnske kommuner eller lefler for vælgerne, siger Brian Mikkelsen.

- Det har ikke noget med det at gøre. Vi har arbejdet på initiativet i lang tid, fordi vi kan se, at der er nogle udfordringer, der ikke kan løses af hovedstadskommunerne.

Ingen løsninger før valget

Der er dog ikke meget, der tyder på, at det nye udvalg kan gøre en forskel for hovedstaden før det kommende folketingsvalg, der skal afholdes senest til juni næste år.

- Det, at man nedsætter et ministerieudvalg, er ikke et stort spring i nogen retning. Og vi skal huske, at folketingsvalget ligger inden for et års tid, så inden udvalget bliver færdig med sit arbejde, er vi meget tæt på et valg, siger Roger Buch.

- Derfor når man formentlig ikke at få gennemført noget som helst af det, som et udvalg måtte konkludere.

Udvalget ventes at komme med sit udspil i slutningen af 2018 eller begyndelsen af 2019.

Facebook
Twitter