Tema Flytning af statslige arbejdspladser

Kommunalforsker: Overraskende mange danskere er glade for udflytningerne

Flere end fire ud af ti vender tommelfingeren opad i spørgsmålet om udflytning, viser Epinion-måling.

Regeringen bør gnide sig i hænderne over, at danskeren er positive over for udflytningen af statslige arbejdspladser, mener kommunalforsker Roger Buch. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Når regeringen i dag fremlægger sin samlede plan for, hvordan mere end 4.000 statslige arbejdspladser skal flyttes ud i landet, er det med opbakning fra den danske befolkning.

Det viser en måling, Epinion har foretaget for DR Nyheder.

Flere end 1.000 repræsentativt udvalgte danskere er blevet spurgt om, hvorvidt de er positive eller negative over for at rykke statslige arbejdspladser ud i landet.

Bag om undersøgelsen

Epinion har spurgt 1.116 danskere over hele landet om, hvad deres holdning er til udflytning af statslige arbejdspladser. De skulle vælge mellem 'meget positiv', 'overvejende positiv', 'hverken positiv eller negativ', 'overvejende negativ', 'meget negativ', 'ved ikke' eller 'ønsker ikke at svare'.

43 procent har svaret 'meget positiv' eller 'overvejende positiv', mens 27 procent har svaret 'meget negativ' eller 'overvejende negativ'.

Tallene har en statistisk usikkerhed på 2,9 procent. Det vil sige, at man med 95 procent sandsynlighed kan sige, at mellem 40,1 procent og 45,9 procent af alle danskere er positive over for udflytningen.

Og her vender flere end fire ud af ti af de adspurgte tommelfingeren opad i spørgsmålet om udflytning, mens knap tre ud af ti er 'overvejende negative' eller 'meget negative'.

De resterende er hverken positive eller negative eller har svaret 'ved ikke' eller 'ønsker ikke at svare' på spørgsmålet.

Roger Buch, der er kommunalforsker og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er overrasket over, at der tegner sig et billede af en folkelig opbakning bag regeringens udflytningsplaner.

- Der har været en ret stor negativ opmærksomhed omkring udflytningerne. Der har været mange negative historier om udflytningsproblemer, medarbejdere der ikke flytter med og omkostninger, der er større, end man havde regnet med, siger han og fortsætter:

- Der har samlet set været et negativt mediebillede af udflytningerne, så det er overraskende, at der så positiv en holdning ude i landet blandt danskerne.

En god nyhed for regeringen

Kommunalforskeren peger på, at det er helt normalt, at et overvejende fokus har været på problemerne med de udflytninger af 3.900 statslige arbejdspladser, som regeringen meldte ud i oktober 2015.

- Når man laver reformer med store forandringer, så er der mange problemer i begyndelsen, og så kommer det forhåbentlig til at gå bedre, når man kommer længere frem, siger Roger Buch, der vurderer, at danskerenes holdning kan ende med at være endnu mere positiv, når de udflyttede statslige arbejdspladser er blevet fuldt funktionsdygtige.

Ifølge Roger Buch tyder undersøgelsen på, at regeringen har taget en klog politisk beslutning ved at flytte de statslige arbejdspladser ud i landet.

Der har samlet set været et negativt mediebillede af udflytningerne, så det er overraskende, at der så positivt billede ude i landet.

Kommunalforsker Roger Buch

- Regeringen har i årevis ligget til at tabe det næste valg, så derfor jagter de succeshistorier, der kan være med til at vende billedet. Og her ser det ud til, at udflytningerne har været en rigtig satsning, siger kommunalforskeren.

Store regionale forskelle

Målingen fra Epinion viser dog også, at det ikke er alle steder i Danmark, der bakkes op om regeringens beslutning

Folk i Region Hovedstaden er samlet set kritiske over for at udflytte statslige arbejdspladser, hvilket står i skærende kontrast til, hvad den resterende befolkning mener.

Flere end to ud af fem af københavnerne er nemlig negative over for udflytningen, mens kun en ud af fem er positive. I resten af landet er mere end halvdelen positive.

De regionale tal er dog behæftet med en stor statistisk usikkerhed, men ifølge Roger Buch kan man godt udlede, at der en stor holdningsmæssig forskel mellem københavnerne og resten af landet.

- Og det er ikke et overraskende billede, for det er hovedstaden, der er taberen i forhold til udflytningen, fordi de skal aflevere arbejdspladser til resten af landet, siger han.

Regeringen meddeler klokken 13, hvilke statslige arbejdspladser, der skal udflytte, og hvor de skal flyttes hen.

Både dr.dk og DR2 sender live fra klokken 12.45.