Kommunalpolitiker fundet død i sin celle

René Kauland var anklaget for drabsforsøg. Sagen skulle være begyndt i dag.

Greve-byrådsmedlemmet René Kauland er afgået ved døden.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

René Kauland var anklaget i en sag om drabsforsøg mod en kvinde og grov vold mod et barn.

Han skulle have været for retten i dag, men retsmødet blev aflyst.

- Årsagen til aflysningen skyldes, at den tiltalte kommunalpolitiker onsdag morgen blev fundet død i sin celle i Slagelse Arresthus, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Overfaldet skete i maj sidste år midt om natten, hvor René Kauland ifølge anklagen trængte ind i kvindens hjem, mens han var maskeret.

Her slog han kvinden, formentlig med en økse, og hun overlevede kun, fordi hun værgede for sig, hedder det i anklageskriftet.

Selv nægtede han sig skyldig i anklagerne, har hans forsvarsadvokat Henrik Stagetorn tidligere oplyst.

- Dødsfaldet bliver nu undersøgt nærmere af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i samarbejde med kriminalforsorgen, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- De pårørende er underrettet om dødsfaldet, ligesom parterne i straffesagen også er informeret, lyder det videre.

René Kauland blev anholdt kort efter overfaldet og har siddet varetægtsfængslet siden.

Imens har han haft orlov fra byrådet i Greve, hvor han var valgt ind for Venstre og også havde posten som formand for Skole- og Børneudvalget.

Facebook
Twitter