Kommune afviste at servere vegansk mad for børnehavebarn. Nu vil vegetarisk forening hive kommunen i retten

Flere retssager skal bane vejen for, at veganere og vegetarer kan følge deres overbevisning, når de skal have mad fra offentlige køkkener.

Familien Kjær Brinkmann lever til dagligt alle vegansk. Men døtrene får af og til lov til at spise ikke-vegansk, hvis de for eksempel er til en fødselsdag, hvor der serveres boller eller kage med smør i. (Foto: (Privat foto) © DR Nyheder)

Køkkenhaven bag huset hjemme hos familien Kjær Brinkmann er fuld af krydderurter, jordbær, kartofler, gulerødder, ærter og løg, som bliver brugt, når der skal laves aftensmad.

Og når familiens to små døtre skal smøre en rugbrødsmad, er det med plantebaseret smør, pålæg uden kød i og en stribe mayonnaise ovenpå, som ikke indeholder æg.

For i flere år har hele familien levet vegansk. Og det har aldrig været et problem, lige indtil den dag familien skulle finde en børnehaveplads til deres ældste datter.

For i madordningen i den børnehave, Jammerbugt Kommune havde tilbudt datteren plads i, var det ikke muligt at få serveret et vegansk måltid. Og samtidig fik familien afslag på at sende datteren afsted til samme børnehave med sin egen madpakke smurt hjemmefra.

- Jeg havde ikke rigtig nogen forståelse af hvorfor. Det var ret voldsomt og underligt, de ikke ville gøre det. For det er jo også sundt at spise vegansk, og vi har jo set, at det sagtens kan fungere, fortæller Mia Kjær Brinkmann.

Familien fik beskeden fra kommunen tilbage i 2020 og kontaktede kort efter Dansk Vegetarisk Forening, som heller ikke kunne forstå kommunens holdning.

Nu, godt to år efter, er Dansk Vegetarisk Forening klar til at hive den nordjyske kommune i retten. Her mener man, at det er problematisk, at kommunen ikke ville servere vegansk mad for datteren og dermed forhindrer familien, at de kan leve efter deres overbevisning og spise plantebaseret.

Generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl, Dansk Vegetarisk Forening. I foreningen anslår man, at cirka tre procent af Danmarks befolkning lever vegetarisk - en del af disse vegansk. (Foto: Peder Bjerring © Dansk Vegetarisk Forening)

- Vi har et grundlæggende problem i Danmark med, at man desværre ikke altid kan få vegetarisk og vegansk mad i de offentlige institutioner, siger generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, Rune-Christoffer Dragsdahl.

Foreningen fører nu flere sager på vegne af fire forskellige borgere og familier, der alle har været udsat for det, foreningen kalder diskrimination. Det betyder, at Region Sjælland, Region Hovedstaden og Københavns Kommune også er blevet stævnet.

- Det har været et problem i rigtig mange år, og vi har forsøgt ad mange veje at få det løst. Og fordi det ikke er lykkedes, er det desværre nødvendigt nu at få domstolenes ord for, hvad der er op og ned. Har man ret til det eller ikke?

Følger officielle kostanbefalinger

Dansk Vegetarisk Forening har afleveret en såkaldt stævning af Jammerbugt Kommune i Retten i Hjørring. Nu vil retten gennemgå sagens oplysninger og tage stilling til sagens videre forløb.

I et skriftligt svar til DR skriver direktøren i Jammerbugt Kommunes børne- og familieforvaltning, Diana Lübbert Pedersen, blandt andet, at det er Fødevarestyrelsens officielle kostråd, som danner grundlag for Jammerbugt Kommunes politik, der bestemmer, hvilken mad der serveres i kommunens daginstitutioner.

- Derudover skal de institutioner, hvor kosten serveres, til enhver tid følge sundhedsmyndighedernes officielle anbefalinger for kost til børn i den relevante alder, lyder det i svaret.

I videoen svarer Mia Kjær Brinkmann på, hvorfor hun synes, hendes børn godt kunne få serveret et vegansk måltid i børnehaven.

Selvom familien ønskede at give deres datter en vegansk madpakke med, måtte familien heller ikke det.

- Ifølge dagtilbudsloven kan Kommunalbestyrelsen alene fritage et barn fra madordningen på grund af lægedokumenteret allergi eller anden sygdom, som kræver specialkost, skriver Diana Lübbert Pedersen.

Dette var ikke tilfældet i den konkrete sag, og derfor gav kommunen afslag på familien Kjær Brinkmanns ønske. Men det har Mia Kjær Brinkmann svært ved at forstå.

- Jeg kan ikke se, at det er et problem, at man er rummelig over for de forskelligheder, der er. Og vi har bare den overbevisning om, at vegansk er den rigtige måde for os at leve på.

- Man anbefaler, at man skal have et sundt frokostmåltid i institutionen. Og jeg synes, at det veganske også er sundt. Så jeg kan ikke se, hvorfor man ikke kan give det også.

Mia Kjær Brinkmann blev selv veganer, efter hendes mand havde levet plantebaseret et års tid. (Foto: (Privat foto))

I strid med Menneskerettighedskonventionerne?

I stævningen af Jammerbugt Kommune søger Dansk Vegetarisk Foreningen en erstatning til familien i Nordjylland på 25.000 kroner.

Ifølge foreningen er sagen i strid med artikler i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

- Vi håber selvfølgelig at få medhold i, at man i Danmark har retten til at leve vegetarisk og vegansk – og at det også gælder, når man får mad i offentlige køkkener, hvad enten det er daginstitutioner, hospitaler, plejehjem eller andre steder, siger generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl.

Tilbage i 2020, hvor familien Kjær Brinkmann var i fuld gang med at finde en børnehave til deres datter, oplyste Jammerbugt Kommune i et mailsvar, at man godt kunne være behjælpelige med at finde en anden kommunal børnehave uden en frokostordning.

På den måde ville familien kunne sende deres datter afsted med egen madpakke.

Men familien fandt selv en privat børnehave, som gerne ville servere veganske måltider for deres datter.

- Det har betydet, at vi skal køre to gange en halv time hver dag for at komme til og fra børnehaven. Men nu er vi der og vil ikke undvære den børnehave, fortæller Mia Kjær Brinkmann.

Hun håber, at en eventuel retssag med kommunen i sidste ende kan få betydning for andre familier i samme situation.

- Som sådan vil vi ikke have noget ud af det for os selv. Men jeg håber, at andre, der kommer i lignende situationer, netop kan få lov at få det veganske måltid, siger Mia Kjær Brinkmann.