Kommune-chef dømt for overgreb mod mandlig ansat

Den tidligere chef i Odense Kommune skal otte måneder i fængsel.

En 46-årig tidligere leder i Odense Kommune er blevet dømt for at have udsat en 60-årig kollega for et seksuelt overgreb. (Arkivfoto) (Foto: © Daily Free Press/Kenshin Okubo, Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau)

En tidligere chef i Odense Kommune skal otte måneder i fængsel for at have begået et seksuelt overgreb mod en mandlig kollega ved en firmafest i sommer.

Det har retten i Odense besluttet, oplyser senioranklager ved Fyns Politi Jakob Thaarup.

Sagen har kørt som en domsmandssag, og der var ikke enighed blandt de tre domsmænd, da en af dem stemte for frifindelse.

Nægter sig skyldig

Den tidligere chef er dømt for at have skaffet sig andet seksuelt forhold end samleje med offeret, der på grund af beruselse ikke var i stand til at modsætte sig.

Den tidligere chef blev frifundet for det andet tiltalepunkt i anklageskriftet som gik på blufærdighedskrænkelse.

Jakob Thaarup er tilfreds med dommen, som han vurderer følger gældende retspraksis på området. Den dømte har 14 dage til at beslutte, om han vil anke dommen. Den dømte har nægtet sig skyldig. Odense Kommune oplyser, at den dømte i forbindelse med sagen er blevet fritstillet.

/DR Nyheder/