Kommune har fundet plejefamilie til nyfødt pige efterladt i Netto-pose

Den nul til fem dage gamle pige blev fundet i en indkøbspose fra Netto mandag aften.

Den lille pige var blandt andet iklædt en hvid hue af mærket Joha, da hun blev fundet sent mandag aften. (© Københavns politi)

Der er blevet fundet en plejefamilie til det spædbarn, der mandag aften blev efterladt i en Netto-pose i København.

Det oplyser Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

Socialforvaltningen oplyser derudover, at den lille pige er blevet udskrevet fra hospitalet, men kan ikke udtale sig om, hvornår barnet bliver anbragt i plejefamilien.

Det efterladte barn blev fundet ved en cykelsti ved Grøndals Parkvej og Gudenåvej i Vanløse.

Barnet blev fundet af en forbipasserende ved en cykelsti på Grøndals Parkvej i Vanløse i mandags, og politiet fik anmeldelse om fundet klokken 23.14.

Den lille pige var et sted mellem nul og fem dage gammel, da hun blev fundet.

Ved cykelstien var hun blevet anbragt i en kraftig indkøbspose og var svøbt i en hættetrøje fra H&M og et gråt uldtæppe og iklædt en hvid hue af mærket Joha.

Har det godt efter omstændighederne

Ifølge politiet var spædbarnet efterladt på en måde, så der var høj sandsynlighed for, at det ville blive fundet.

Københavns Politi vil gerne høre fra vidner, der har set posen ved cykelstien mandag aften mellem klokken 19 og 23.14. Derudover vil de gerne høre fra personer, som har set beklædningen i forbindelse med en gravid kvinde eller en kvinde, som har født for ganske nylig.

  • Pigen blev fundet i en kraftig indkøbspose fra Netto. (© Københavns politi)
  • Posen var blevet placeret ved cykelstien omkring klokken 19, og politiet modtog anmeldelse om fundet af spædbarnet 23.14. (© Københavns politi)
  • Den nul til fem dage gamle pige havde en hvid hue på af mærket Joha i str. 0-1 måneder. (© Københavns politi)
  • Hun var svøbt i en hættetrøje i str. S af mærket 'Divided' fra H&M. (© Københavns politi)
  • Barnet var også pakket ind i et gråt uldtæppe. (© Københavns politi)
1 / 5

Eventuelle vidner eller moren til barnet kan henvende til Københavns Politi på telefonnummer 114.

Pigen blev efter fundet tilset på et hospital. Ifølge politiet havde hun det godt efter omstændighederne.

Moderen har tre måneders fortrydelsesret

Ulykkelige sager med efterladte spædbørn ender i Danmark som regel med en adoption, hvis det ikke lykkes at finde frem til barnets moder, eller hvis moderen ikke vil beholde barnet.

I første omgang vil kommunen forsøge at anbringe barnet i en plejefamilie. I Danmark bliver der cirka fundet et efterladt barn én gang om året. Den første plejefamilie er dog kun midlertidig.

- Plejefamilien tager på hospitalet, hvor de typisk bliver indlagt sammen med barnet, indtil barnet kan udskrives. Når barnet er klar, tager de hjem til sig selv, forklarer Anne Melchior Hansen, Center for Familiepleje i Københavns Kommune, der ikke forholder sig til den konkrete sag.

- Er det muligt, får moderen hjælp, og man prøver at bringe mor og barn sammen. Ønsker moderen at adoptere barnet væk, har hun tre måneders fortrydelsesret. I den tid er barnet hos plejefamilien.

Facebook
Twitter