Kommune om overgrebssag: Intet har givet os mistanke til ansat i institution

En 46-årig mand mistænkes for overgreb mod 24 børn.

Kristina Koch Sloth, der er direktør for Børn, sundhed og velfærd, forklarer, at intet i den 46-åriges personalesag har givet anledning til bekymring.

En 46-årig mand blev 17. marts varetægtsfængslet, mistænkt for at have forgrebet sig på 24 børn. Overgrebene er angiveligt fundet sted på mandens job i en daginstitution i Albertslund og i forbindelse med en spejderklub i Brøndby.

I Albertslund Kommune har man været mandens personalesag igennem, men intet peger på, at der skulle være noget at komme efter, siger Kristina Koch Sloth, der er direktør for Børn, sundhed og velfærd.

- Der er en ren straffeattest, der er ingen samtalereferater eller andre anmærkninger, som kunne give mistanke om det her.

- Vi har også kigget rundt i hele vores organisation i forhold til underretninger i andre sager, og vi kan ikke finde noget, der peger på, at der er noget, vi har overset i eget sagsapparat.

Er der noget, I ikke har gjort, som I burde have gjort?

- Ikke, som jeg har konstateret endnu, men vi er ikke færdige med at kigge, og vi må blive ved med at kigge. Det kan også være, at politiets efterforsknings giver os noget viden, der gør, at vi kan og skal indrette os på en anden måde, siger Kristina Sloth Koch, der oplyser, at alle forældre, børn og pædagoger bliver tilbudt løbende psykologhjælp.

46-årig samarbejder med politiet

I de fleste af tilfældene har der angiveligt været tale om blufærdighedskrænkelser eller anden kønslig omgang. Politiet oplyser, at den sigtede har valgt at samarbejde.

- Den sigtede er samarbejdsvillig. Vi er god dialog med ham og hans forsvarer, så det har været til stor hjælp i efterforskningen.

- Vi har på nuværende tidspunkt ikke det fulde overblik over sagen, men pt. arbejder vi med en tidsramme, der går tilbage til 2011, og vi har foreløbigt identificeret 24 børn, der har været udsat for overgreb, siger politikommissær ved Albertslund Politi, Ole Nielsen.

Man blev gjort opmærksom på sagen på baggrund af en anmeldelse fra en dreng, der har været på spejderlejr med manden i Nordsjælland.

Manden er omfattet af navneforbud og fængslet bag dobbeltlukkede døre.