Kommune sender hjemløs spastiker på hjem for narkomaner

22-årig spastiker blev hjemløs, da Skanderborg Kommune afviste at låne ham penge til et indskud.

22-årige Gawain Vincentz har siden fredag boet hos sin hjælper på hans ni kvadratmeter store værelse i Aarhus. Privatfoto.

Gawain Vincentz er spastiker, sidder i kørestol og har brug for hjælp 24 timer i døgnet. Og i fredags blev han tilmed hjemløs.

Han har længe drømt om at flytte til Aarhus i egen handicapvenlig lejlighed, og efter fem måneders intens søgning lykkedes det ham endelig den 3. juni at finde den rette lejlighed, som han kunne flytte ind i ugen efter. Eneste udfordring var betalingen af indskuddet på 48.155 kroner, der dækker depositum og tre måneders forudbetalt husleje.

Hans sagsbehandler rådede ham at ansøge Skanderborg Kommune om et lån til indskuddet, hvilket han gjorde i tirsdags. Men to dage senere fik han svar fra tilbage fra ydelseskontoret i Skanderborg Kommune, der afviste ham lånet.

- Jeg fik at vide, at jeg ikke har nok indtægter til at bo i lejligheden, og derfor vil de ikke låne mig pengene. Men for at jeg kan få en højere indkomst, skal jeg være udeboende, men jeg kan ikke få lov at blive udeboende, da kommunen har afvist mig lånet, siger 22-årige Gawain Vincentz.

Sendt til hjem for narkomaner

I fredags afsluttede han et fem måneder langt højskoleophold i Ringkøbing, og han havde nu officielt ikke noget sted at bo. Derfor tog han direkte til Skanderborg for at finde ud, hvor han nu skulle bo.

Kommunen henviste ham til Forsorgen i Aarhus, hvor han blev lovet et sted at sove. Men da Gawain og hans hjælper mødte op på Forsorgen, bliver de begge overrasket.

- De havde intet hørt fra Skanderborg Kommune om, at jeg ville komme. Og selv hvis de havde, ville jeg ikke blive lukket ind, da Forsorgen udelukkende er forbeholdt narkomaner, psykisk syge og misbrugere - jeg fik at vide, at det potentielt ville være et farligt sted for mig at være, siger Gawain Vincentz.

Derfor har han siden fredag boet hos sin hjælper på hans ni kvadratmeter store værelse, da det var det eneste alternativ til at sove på gaden.

- Har ikke selv valgt at være handicappet

Gawain Vincentz sidder det meste af tiden i sin kørestol, og han har et fast team af hjælpere 24 timer i døgnet. De hjælper ham med at gå på toilet, lave mad, få ham i seng og vende ham om natten.

På grund af sine hjælpere kræves det, at hans lejlighed mindst har to værelser, så Gawain og hans hjælper kan sove i hvert sit rum. Og det gør det bestemt ikke nemmere at finde en passende, billig lejlighed i Aarhus.

- Som handicappet er jeg afhængig af kommunen, og jeg har behov for at vide, at jeg bliver rådgivet efter bogen. For når jeg ikke gør det, kan det få store konsekvenser for mig, siger Gawain, der betegner hele forløbet med Skanderborg Kommune som 'dybt, dybt utilfredsstillende.'

- Jeg har på intet tidspunkt følt, at Skanderborg Kommune har været gode nok til at rådgive mig om mine rettigheder. Det gør mig stresset og bekymret, og det får mig til at sætte spørgsmålstegn ved, om jeg kan stole på det danske velfærdssystem, som i princippet er godt, men ikke fungerer i praksis - i hvert fald ikke i mit tilfælde.

Spastikerforeningen: Det virker fuldstændig forkert

Hos Spastikerforeningen står man uforstående over for, at man som kommune kan sende en svært handicappet person til et forsorgshjem, som slet ikke er egnet til handicappede.

- Det virker fuldstændig forkert, at en kommune efterlader en handicappet person i sådan en hjælpeløs situation, som Gawain her er endt i, siger direktør i Spastikerforeningen Mogens Wiederholt og fortsætter:

- Uanset om kommunen har et juridisk belæg for at sige nej til lånet eller ej, så har kommunen en forpligtigelse til at sørge for at hjælpe den pågældende, så han får tag over hovedet. Og en henvisning til et forsorgshjem er slet ikke et tilbud til en dreng på 22 år, der har brug for hjælp døgnet rundt. Det giver slet ingen mening, og det virker ærligt talt temmeligt absurd.

Kommune følger op på sagen mandag

Ældre- og handicapchef i Skanderborg Kommune, Lis Kaastrup, kender ikke Gawain Vincentz’ konkrete sag og kan derfor ikke udtale sig om den.

- Men vi kan nok godt blive enige om, at et forsorgshjem ikke er det bedste sted at blive sendt hen. Men som sagt, så kender jeg ikke sagen, så derfor kan jeg heller ikke forklare, hvorfor sagsbehandlerne har handlet, som de har gjort i denne sag.

- Normalt behandler vi vores medborgere ordentligt, og jeg vil følge op på, hvad der er sket i den konkrete sag som det første på mandag, siger Lis Kaastrup.

Gawain Vincentz holder møde med Skanderborg Kommune i dag, hvor målet er at finde en løsning på Gawain Vincentz' akutte boligmangel.

Facebook
Twitter