Kommune til sagsbehandlere: Nedbring antallet af sygemeldte borgere og I får is

Chokeret medarbejder sagde op i Helsingør Kommune på grund af konkurrencen.

Der ville være gratis isbar til alle sagsbehandlere i Helsingør Kommune, hvis de kunne nedbringe antallet af sygemeldte borgere. Konkurrencen er nu stoppet og chefen beklager. (Modelfoto © Colourbox)

For tre uger siden tikkede en mail ind til sagsbehandlerne i Helsingør Kommune. Hvis de kunne nedbringe antallet af sygemeldte borgere inden 4. juli, så ville der vanke en isbar som belønning.

Det skriver TV 2.

DR Nyheder har også fået aktindsigt i mailen, hvor det fremgår, at sagsbehandlerne skal nedbringe antallet af sygedagpengesager fra 563 til 530 og antallet af JAF-sager fra 204 til 195, hvis de skulle vinde retten til gratis is.

JAF er et jobafklaringsforløb, man kan komme på efter sygedagpenge, hvis man fortsat er uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Og for hver sag, der blev afsluttet, skulle medarbejderne lægge en bold i en spand.

- Hvis vi ved udgangen uge 27 – torsdag den 4/7 kl. 14.00 er kommet ned på 530 sygedagpengesager og 195 JAF, så laver vi isbar til torsdagskagen den 4. juli, står der i mailen, som afsluttes med.

- Jeg skriver løbende rundt om, hvordan vi ligger i forhold til målet. Lad konkurrence begynde. Med sportslige hilsner, lyder det afslutningsvis i mailen, som er sendt af ledelsen.

Socialrådgiverforening: Manglende respekt

TV 2 har talt med en af socialrådgiverne i kommunen Isabella Rasmussen, som oplevede, at konkurrencen førte til, at man så borgerne som en vare og ikke som mennesker.

Hun har efterfølgende sygemeldt sig og forventer ikke at vende tilbage til kommunen.

- Jeg havde sådan en tanke om, at det kunne jeg slet ikke forholde mig til. Jeg syntes, det var meget chokerende og kunne mærke, det gjorde noget ved mig, siger hun.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar fra Isabella Rasmussen. Hun ønsker ikke at uddybbe sin kritik af kommunen.

Dansk Socialrådgiverforening sender også hårde ord med på vejen til Helsingør Kommunes håndtering af sagen.

Rasmus Hangaard Balslev, der er foreningens formand i Region Øst, ser mange problemer ved konkurrencen.

- De pakker en alvorlig sag ind i et meget humoristisk sprogbrug, men i sidste ende handler det om manglende respekt for de syge borgere, man arbejder med i jobcentret, som skal være sikre på at få en individuel og konkret vurdering af deres sag. Og så er det manglende respekt for socialrådgivernes faglighed, som de har tilegnet sig over mange år, siger han til DR Nyheder.

Han tror ikke på, at konkurrencen kan føre til, at socialrådgiverne gør en ekstra arbejdsindsats op til ferien og får færdiggjort sager til gavn for borgerne i kommunen.

- Socialrådgiverne løber rigelig stærkt i forvejen, og gør det så godt, de kan. Det får ikke nogen til at løbe hurtigere, at der venter en is for enden, siger formanden.

Konkurrencen er stoppet og chef beklager

Efter TV 2 gik ind i historien, har kommunen valgt at stoppe konkurrencen. Chefen for Center for Job og Uddannelse i Helsingør Kommune, Kristjan Gundsø Jensen, beklager over for mediet, at det ikke blev stoppet på et tidligere tidspunkt.

Konkurrencen blev påbegyndt for at vise de resultater, der er i teamet og sørge for, at man får afkortet sagerne til gavn for borgerne.

- Men jeg vil da gerne sige, at det er en klar fejl, at vi har italesat det her på den måde, vi har. Man skal ikke tale om det her som en konkurrence, det er et seriøst stykke arbejde, vi har med at gøre, siger Kristjan Gundsø Jensen til TV 2.

Over for DR Nyheder fortæller Kristjan Gundsø Jensen, at man har lært af episoden, som ikke kommer til at gentage sig. Han slår videre fast, at konkurrencen i første omgang slet ikke skulle have været påbegyndt, og at den under alle omstændigheder skulle være stoppet på et langt tidligere tidspunkt.

Han fortæller også, at sagen ikke skal have nogen personalemæssige konsekvenser.