Kommune undersøges igen for forskelsbehandling

Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling mistænker Helsingør kommune for at have et særligt socialkontor, som kun behandler sager med romaer, eller sigøjnere. Kommunen er før blevet kritiseret for forskelsbehandling.

Helsingør Kommunes behandling af romaer, eller sigøjnere, er igen i søgelyset hos Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling. Kommunen er blevet afkrævet en forklaring på noget, der ligner et særligt socialkontor for romaer, som kommunen sætter i en særlig racemæssig kategori efter deres efternavn.

Medarbejderne ved det

Klagekomitéen for Etnisk Ligebehandling har siden den 19. oktober 2005 haft en skriftlig forespørgsel liggende hos kommunen. Den ønsker svar på, om der er et specielt socialkontor for romaerne.

Kommunen har i et foreløbigt svar til klagekomitéen afvist, at det skulle være tilfældet. Derimod findes der "teams" inden for Jobhusets Vejledningscenter, forklarer kommunen.

Klagekomitéen vil nu vide, om særlige teams er for romaer.

Et par medarbejdere i kommunen var ikke i tvivl om, hvilket kontor det drejede sig om, da Ritzau mandag spurgte til romakontoret og forsøgte at få en kommentar fra de implicerede. Det var til gengæld ikke muligt at få en kommentar, hverken fra ledere, medarbejdere, kommunaldirektør eller borgmester.

Efter 3 måneder er brevet fra Klagekomiteen stadig ubesvaret.

Stoppet to gange tidligere

Tidligere har kommunen drevet særlige klasser for romabørn, men de blev nedlagt efter at være kritiseret for etnisk forskelsbehandling af klagekomitéen. Før dét måtte Helsingør Kommune opgive at trække i romaforældres kontanthjælp, hvis deres børn ikke mødte i skole. Begge dele var ulovligt.

Facebook
Twitter