Kommune vil bygge hotel i forreste klitrække: Vi mangler den sidste 'reason to go'

Planerne om et unikt hotel vil ødelægge naturen, som turisterne kommer for, mener lokale.

Det er på klitterne, hvor der i dag ligger parkeringspladser, at kommunen arbejder med idéen om et nyt havbadhotel. (Foto: Martin Sorgenfrei © DR)

Hvad er vigtigst - et unikt landskab eller en unik turistmagnet?

Det er en diskussion, der er højaktuel i den lille by Vorupør i Thy. Her har Thisted Kommune øjnet en gylden mulighed for at lokke flere turister til området.

I forreste klitrække ved byens havbad ejer kommunen nemlig en grund, hvor der i dag er parkeringspladser. Her foreslår Thisted Kommune nu at bygge et unikt hotel bestående af fire bygninger med plads til 80 gæster, spafaciliteter, en restaurant og et åbent mødested til byens borgere.

Omkring 55 millioner kroner vil de ekstra turister generere om året. Penge, som for en stor dels vedkommende vil blive brugt i den gamle fiskerby.

"Hotelplanerne er fine, og jeg kan godt se, at der kunne være en mulig forretning i at have et hotel i Vorupør. Men lige hernede? Nej tak," siger erhvervsfisker Allan Munk om kommunens planer. (Foto: Martin Sorgenfrei © DR)

For Allan Munk, erhvervsfisker, bliver det dog et ’nej tak’ til tilbuddet.

- Vi står på byens mest unikke område. Et center omgivet af hav, klitter og et lystbådemiljø, hvor alle de kommer. Både turister og lokale og nyder det her, siger han.

- Jeg er bange for, at den oplevelse, jeg og min familie får, når vi kommer her, forsvinder.

Derfor har han oprettet Facebook-gruppen ”Vorupør imod havbadehotel”, der i skrivende stund har 1.300 medlemmer. Altså et stykke flere end de omkring 800 indbyggere i Vorupør.

- Jeg tror ikke, at vi går glip af turisme. Jeg tror tværtimod, at vi kan lokke mange flere turister til med det, vi har, uden at der skal bygges et hotel hernede i vandkanten.

Antallet af turistovernatninger i kommunen er steget gennem de senere år, men et stort flertal af lokalpolitikerne stemte alligevel for at arbejde videre med hotelplanerne i håb om at lokke endnu flere turist til Thy. Kun tre byrødder stemte nej.

Planerne er en del af en overordnet strategi om at gøre den danske vestkyst til en af "Nordeuropas mest attraktive kystdestinationer og en drivkraft for vækst i turismen i Danmark". En ambition, som de 11 vestkystkommuner og tre vestdanske regioner står bag.

Ifølge 1. viceborgmester Niels Jørgen Pedersen (V) er kommunen nødt til at kigge hotelkapaciteten.

- Vores overnatningskapacitet i Thisted Kommune er lidt bagud for de turister og folk, der kommer her til, forklarer han, men understreger, at det skal ske i dialog med borgerne i Vorupør.

- De skal høres omkring det her, og så er det jo derfra, at vi tager vores beslutning. Det er da heller ikke fordi, at borgerne i Vorupør er helt imod udsigten til et nyt hotel og flere turister. Problemet er bare beliggenheden.

"Vi ønsker en dialog og ønsker udvikling, og vi vil gerne have hotel. Men det skal ikke være en mastodont, der fjerner hele naturværdien på det her område," siger Kim Poulsen fra Vorupør Borger- og Erhvervsforening. (Foto: Martin Sorgenfrei © DR)

Samme vurdering har Kim Poulsen, der repræsenterer både borger- og erhvervsforeningen.

- Erhvervsforeningen ønsker selvfølgelig, at der kommer flere turister. Men jeg tror, at vi alle sammen ønsker det på en balanceret måde, så vi kan have vores normale liv, forklarer han.

- Vi ønsker netop at finde en løsning, hvor vi dels får gjort noget ved turismen og får udnyttet de potentialer der er, men også beholder de værdier, vi har med naturen.

Mangler lige det sidste

Endnu er der ikke truffet nogen endelig beslutning om hotellet. Derfor er der heller ikke trukket nogen streger på et kort eller kommet noget forslag til, hvordan det faktisk skal se ud - det handler derfor udelukkende om at undersøge mulighederne nærmere, fortæller borgmester Ulla Vestergaard (S).

Samtidig påpeger hun, at et projekt som havbadhotellet i Vorupør vil kunne være med til at løfte hele området - og samtidig holde erhvervet kørende uden for højsæsonen.

- Vi har naturen, vi har også sommerhuse og andre typer overnatningsmuligheder, men vi har brug for noget specielt, som man ikke kan få andre steder. Vi mangler den sidste 'reason to go', forklarer hun.

- Det her er jo ikke bare - undskyld udtrykket – et almindeligt gængs hotel. Det er jo helt unikt, hvis man kan få mulighed for at bygge noget tæt på vandet, tæt på vores havbad, tæt på det fiskeri som også er en del af konceptet i forhold til at være ude i Vorupør.

"Hvis vi ikke gør noget, så er vi der, hvor vi er - og der ved vi, at vi har udfordringer i forhold til turisterhvervet," siger borgmester Ulla Vestergaard (S) (Foto: Martin Sorgenfrei © DR)

På trods af perspektiverne, så er det vigtigt, at borgerne bliver inddraget i processen, mener borgmesteren.

- Vi skal være meget opmærksomme på, hvad vores borgere siger, men vi skal også være opmærksomme på, at vi er politikere og skal se på, hvordan vi bringer vores kommune fra a-b i en udvikling. Og specielt også i turisterhvervet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk