Kommune vil fordoble antallet af diskoteker: 'Vi vil have, at de unge bliver i vores by'

En ny plan skal lokke et diskotek til Aabenraa og hive flere unge med sig.

Diskoteket 'Gazzværket' er lige nu byens eneste - men det vil kommunen gerne ændre på. (Foto: © Gazzværket, DR)

Aabenraa Kommune har lagt en plan. En plan, der handler om at få mere gang i Aabenraas natteliv og få unge til at vælge byen til i højere grad, end de gør i dag.

Og selvom nye diskoteker måske ikke er det første, man forbinder med kommunalpolitik, er det en vigtig opgave for kommunen, siger Dorte Soll (S), formand for Udvalget for Plan, Teknik og Landdistrikter i Aabenraa Kommune.

- Et attraktivt ungeliv er en kæmpe kerneopgave for os politikere. Der må aldrig nogensinde herske tvivl om, at vi gerne vil de unge, siger hun.

Og hvis en kommune vil gøre sig mere attraktiv overfor unge, er nattelivet måske ikke et dårligt sted at gøre en indsats, mener udvalgsformanden.

Frygter fesne fester

Ifølge kommunens egen undersøgelse er der hver weekend mellem 600 og 800 mennesker, der gæster nattelivet i Aabenraa. Undersøgelsen viser også, at størstedelen af dem er unge mellem 19 og 25 år.

20-årige Johanne Jürgensen, der er landbrugselev, er en af dem, der regelmæssigt bruger byens eneste diskotek, og hun mangler ikke umiddelbart et diskotek mere.

- Det kunne sikkert være fint, men jeg gider ikke at have, at der så er to diskoteker, der er halvt fyldt. Det er kun rigtig sjovt at gå i byen, når diskotekerne er fulde, siger hun.

Men hun slår fast, at det er vigtigt, at der er et sted at danse.

- Vi lever jo hernede i Sønderjylland, og der sker sgu ikke så meget, så nattelivet er vigtigt. Det fylder jo meget for os unge, siger hun.

Byens eneste diskotek ligger, så det generer færrest muligt af byens øvrige borgere. (Foto: © David Wennemoes Carlsen, DR)

Byens eneste diskotek hedder Gazzværket og er ejet af Hasse Eduard. Og han ser frem til at få flere kollegaer. Men det er hårdt arbejde at drive en natklub i provinsen, siger han.

- Det kan være godt for os at have kollegaer, men nattelivsbranchen er mere i afvikling end i udvikling, siger Hasse Eduard.

Selvom kommunen gerne vil have flere dansegulve, er han i tvivl om, om der er nogen, der har en interesse i at åbne endnu en natklub i byen.

- Hvis jeg syntes, det var en god idé at åbne et diskotek mere, så havde jeg nok selv gjort det.

Det handler om mere end diskoteker

I kommunens plan er der udpeget en nattelivszone, som skal sikre sammenhæng mellem de forskellige barer og diskoteker samtidig med, at det generer færrest muligt af byens andre borgere.

Ifølge Dorte Soll (S) er der stadig et stort potentiale for at udvikle nattelivet i Aabenraa.

- Vi kan se, at nogle af vores unge mennesker bruger nattelivet i de omkringliggende byer. Det her kan gøre, at vi måske kan holde på dem.

Indtil videre har kommunen ikke modtaget konkrete forespørgsler fra folk, der er interesseret i at åbne et nyt diskotek i byen, siger hun.

Men for Dorte Soll handler planen ikke kun om at lokke et nyt diskotek til, men også om at gøre byen mere attraktiv på lang sigt.

- Vi vil rigtig gerne have, at de unge bliver i vores by, og at de kommer tilbage til byen, hvis de har taget uddannelser andre steder, siger hun.