Kommune viser detaljeret kort over, hvor de coronasmittede bor: Borgere frygter mistænkeliggørelse

Målet er at vise, at smitten er bredt ude, og ingen kan slappe af, siger kommunaldirektør.

Opdateret kl. 17.48: Brøndby Kommune har meddelt, at de fjerner kortet efter kritik fra blandt andet Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hvor bor dem, der er smittet med coronavirus?

Det kan borgerne i Brøndby nu se på et kort på kommunens hjemmeside. Små firkanter i forskellige røde farver viser, hvor mange beboere i et bestemt område, der lige nu er konstateret smittet med virusset.

Ved boligblokkene på Brøndby Nord Vej var der eksempelvis 14 nye tilfælde i sidste uge og fem i denne uge.

Men det er unyttig og i værste fald skadelig viden, mener flere borgere i Brøndby.

- Jeg kan være bange for stigmatiseringen af områder i kommunen, siger Maja Holt Højgaard, som bor i Brøndby og til dagligt arbejder som læge.

- Det er en unyttig viden, at man kan gå og tale om, om dem længere nede ad vejen er dårlige til at gå med maske, spritte hænder, eller hvad det nu kunne være, der havde gjort, at de var blevet smittet, siger hun.

En af dem, som bor i en af de rødeste firkanter, er pensionist Per Buch Larsen. Han kan ikke se, hvad kortet gør godt for.

- Jeg ved jo i forvejen, at jeg skal passe på. Så de røde firkanter, ved jeg ikke, hvad jeg skal bruge til andet end, at man skal gå og mistænkeliggøre hinanden, siger han.

Pensionist Per Buch Larsen bor selv i en af de røde firkanter.

Og det er også mistænkeliggørelsen, som professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet, Søren Riis Paludan hæfter sig ved.

- Jeg synes, det er en god idé, at vi håndterer smitteinddæmning med en vis geografisk opløsning eksempelvis i kommuner. Jeg synes dog, det er meget problematisk at bruge en gabestoks-metode, hvor man offentligt nærmest viser ned på niveau af enkelte boligblokke, hvor smitten er fordelt, siger han.

Smitten er i hele Brøndby

Ikke alle borgere i Brøndby er lige skeptiske over for den nye oversigt.

På Facebook advarer folk nu hinanden mod at færdes i de røde zoner, mens Hanne Lindegaard, som bor i en lyserød firkant, hæfter sig ved, at smitten umiddelbart ser ud til at være fordelt ud i hele kommunen og ikke kun i de sociale boligbyggerier.

- Jeg synes, det er godt, hvis det viser, at de ikke kun er koncentreret i højhusene. Hvis man faktisk kan se, at det er spredt ud over kommunen, siger hun.

Og netop det var faktisk et af kommunens formål med kortet, siger kommunaldirektør i Brøndby Kommune, Peter Kjærsgaard Pedersen.

- Vi har fået mange spørgsmål fra borgerne om, om det er i særlige bydele, at smitten er, eller om den i virkeligheden er mere bredt fordelt. Og det, der er tilfældet, er, at den er bredt ude. Der er ikke rigtig nogen, der kan tillade sig at slappe af. Alle skal være opmærksom på, at smitten er der, siger kommunaldirektøren.

Han afviser, at man kan bruge kortet til at udpege enkelte veje.

- Vi har lavet nogle store kvadrater, hvor der bor relativt mange mennesker i, så jeg mener ikke, man kan hænge enkeltpersoner eller enkeltadresser ud. Det er ikke det, der har været formålet, siger Peter Kjærsgaard Pedersen.

Smitten sker også uden for hjemmet

I Etisk Råd har medlemmerne faktisk netop diskuteret, hvordan man bør holde tungen lige i munden, når man bruger danskernes mange sundhedsdata i bekæmpelsen af covid-19.

Og her rammer Brøndby Kommune ved siden af skiven. Det siger medlem af etisk råd og næstformand i SF Lise Müller.

- Der er en risiko for, at man stigmatiserer et bestemt område eller en bestemt befolkningsgruppe. Og hvilken værdi er der i, at man udpeger, hvor de bor henne?

Kortet er nemlig opgjort efter, hvor de coronasmittede har adresse henne og ikke hvor, de er blevet smittet.

Styrelsen for Patientsikkerhed udgav tidligere på ugen en rapport, som for første gang opgjorde, hvor smittede selv formoder, de er blevet smittet. Og her er de i lige så høj grad smittet på arbejdspladsen eller af venner som på deres bopæl.

- Man kan jo være blevet smittet alle muligt steder, så det skal ikke tilstrækkelig værdi i forhold til de ulemper, der er forbundet med det, siger Lise Müller.

Facebook
Twitter